Adam Price går nu i kødet på Donald Trump i et større avis-indlæg.

I det britiske medie The Guardian har han skrevet en klumme med overskriften:

'Hvis jeg havde foreslået Trumps Grønland-plot til 'Borgen', var jeg blevet latterliggjort. Nu lever vi i hans dystre drama'.

Adam Prices danske tv-serie 'Borgen' er kendt i en stor del af verden.

Han skriver i sin klumme, at han som forfatter til fire sæsoner af den politiske tv-serie nu befinder sig i en underlig situation, hvor han ser Donald Trump 'desperat ønske sig Grønland som et forkælet barn, der aldrig har hørt ordet 'nej'.'.

Adam Price indleder sin klumme med at opridse Danmark og Grønlands historie og forklarer, at loven om Grønlands selvstyre fra 2009 blandt andet inspirerede til den seneste sæson af 'Borgen', hvor et oliefund skaber en politisk krise.

Foto: Tom Little/Reuters/Ritzau Scanpix

»Nu er vi blevet overhalet fuldstændig af det absurde teater, som Trump-administrationen udspiller,« skriver han og fortsætter:

»Havde jeg nogensinde foreslået en historie om en amerikansk præsident, der bliver besat af tanken om at eje Grønland i sådan en grad, at han er villige til at ofre NATO og bruge mafia-metoder til at tvinge sine allierede til at adlyde, var jeg blevet grinet ud.«

Adam Price mener, det er 'bizart', at vi er blevet vant til en amerikansk præsident, der 'åbent lyver', 'forvrænger fakta' og er 'fuldstændig uvidende om historien'.

Han påpeger, at Donald Trump i sin tale fra Davos forleden eksempelvis angiveligt forvekslede Grønland med Island.

Donald Trump til World Economic Forum i Davos 22. januar.
Donald Trump til World Economic Forum i Davos 22. januar. Fabrice Coffrini/AFP/Ritzau Scanpix

Han spekulerer yderligere i, om Donald Trumps aktuelle ageren blot er en del af en ny forhandlingsform, hvor der i virkeligheden er en mere dyster plan på spil.

»Kunne Europas forsvar af Ukraine blive gidsler i et vanvittigt magtspil, hvor NATOs enhed står på spil, og ejerskabet af Grønland er den ultimative belønning? Det håber jeg bestemt ikke,« skriver Adam Price.

Adam Price er glad for, at hele sagen trods alt har fået det danske og grønlandske folk til at rykke tættere sammen.

Læs hele klummen i The Guardian HER.