»Jeg ved ikke, om en blodprop nogensinde kan komme på et godt tidspunkt.«
Sådan skriver tv-værten Abdel Aziz Mahmoud på Instagram.
Det lyder alvorligt, og det har det også været, fortæller han ærligt i opslaget, som B.T. har fået lov at citere.
»Hvor har vi grædt meget denne sommer. Sammen. Og alene. Og grinet. Og haft store og dumme filosofiske tanker,« skriver han.
Historien er, at tv-værtens mand, 43-årige Andreas Gylling Æbelø, den 11. juni fik en blodprop i hjernen.
Præcis samme dag fyldte Abdel Aziz Mahmoud 40 år, og han kan ikke lade være med at tænke på, om blodproppen var en slags ‘nemesiskarma':
»Fordi jeg lige havde stået på en scene foran alle mine kæreste og stolt nærmest blæret mig med, at jeg endelig i en alder af 40 havde fået alt det, jeg engang troede, var fantasier. Min elskede, min baby, min familie.«
Sammen med en fælles veninde blev parret sidste sommer forældre til datteren Ava.

Efterfølgende fandt lægerne en forklaring på blodproppen. Andreas Gylling Æbelø er netop blevet opereret, han er hjemme igen og meldingen er, at det gik godt.
»I går fik Andreas endelig veloverstået sit indgreb i hjertet, der formentlig var årsagen til proppen,« skriver Abdel Aziz Mahmoud.
Nu skal parret lære at leve med eftervirkningerne – både de fysiske og psykiske. Blodproppen har stjålet en del af Andras Gylling Æbeløs syn, og får Abdel Aziz Mahmoud til at fundere:
»Må man gerne være ked af det delvist manglende syn i venstre side? Eller skal man bare constance være taknemmelig over, at Andreas trods alt ikke blev lam?«
De håber, at synet vender tilbage og priser sig lykkelige for at være sammen:
»Lige præcis på en dag som i dag snøfter jeg lettede og taknemmelige tårer over livet, der stadig er, og over al den støtte, håb og hjælp, alle vores nærmeste igen stod klar med.«

