Pengene strømmer ikke ligefrem ind, når journalist og vært Abdel Aziz Mahmoud laver sine podcasts.

Det fortæller han, da B.T. møder ham på den røde løber forud for premieren for filmen 'Nøjsomhed.'

»Det er så sjovt, for jeg arbejder sindssygt meget på min podcast og tjener meget lidt,« siger den 43-årige journalist til B.T.

Hver onsdag udkommer han nemlig med sin podcast 'Spotlight,' som er et mediemagasin. Her gæster et hav af forskellige personer fra mediebranchen ham til en snak om deres fag.

Men det er langt fra det eneste program, han sysler med.

Han er nemlig også vært på podcasten 'Gruppechatten,' hvor han snakker med mænd om emner som alt fra hårtab til forældreskabet.

Og selvom timerne løber op, og Abdel Aziz Mahmoud ofte kan arbejde til ud på de sene aftentimer, så er det et arbejde, han nyder.

»Jeg kan blive ved, indtil jeg skal i seng, med at invitere gæster og skrive manus. Det er fedt at eje sig selv,« tilføjer han.

Værten har været selvstændig i omtrent et år og har kastet sig over flere projekter. Blandt andet har han været tv-vært på TV 2-programmet 'Insider' og også vendt tilbage i mere velkendte rammer.

Han indtog nemlig atter rollen som tv-vært på Go' Aften Live tidligere på året.