Abdel Aziz Mahmoud har 82.000 følgere på Instagram – og han ved godt, hvad der får dem til tasterne.

Samtidig er han vært på Go' aften Live og laver podcasten Spotlight, hvor han går tæt på influencere.

Og opskriften på likes på Instagram er ganske enkel, forklarer TV-værten:

»Folk følger mig for at følge min datter, hund eller mand, har jeg bemærket. Det er det, jeg får flest likes på,« siger han til B.T. ved premieren på 'Olivia The Musical' på Østre Gasværk Teater.

Men Abdel Aziz Mahmoud har tilsyneladende trukket i håndbremsen:

»Jeg er efterhånden så kedelig, at jeg mister følgere, fordi jeg ikke deler noget med min datter, hund eller mand,« siger han.

Dog delte han så sent for seks uger siden et billede af sin datter på en strand.

Spørgsmålene falder efter en periode, hvor værters liv på sociale medier har fyldt en del. Kåre Quist har eksempelvis været i vælten for sine mange selfies og private glimt – og hans følgere kalder sig ligefrem 'Quisties'.

Og da B.T. spørger Abdel, om han selv tænker over balancen mellem rollen som TV-vært og livet på sociale medier, er svaret klart:

»Jeg er meget opmærksom på, hvad jeg deler på sociale medier. Selvfølgelig er jeg det.«

Abdel Aziz Mahmoud har da også selv tidligere befundet sig i krydsfeltet mellem journalist og influencer.

I slutningen af 2024 kom han blandt andet i fokus, da han deltog på en betalt influencer-tur til Fuerteventura arrangeret af tøjmærket Bareen. TV 2 oplyste dengang, at han deltog privat og på forhånd havde aftalt, at han ikke skulle indgå i reklame.

Helt lukket for TV-værtens privatliv bliver dig dog ikke, selvom han sætter en grænse:

»Jeg føler, det er lidt 'spurgt-agtig’, når jeg deler min familie. Jeg er ikke blevet smittet af influencere på den måde endnu, selv om jeg interviewer dem hele tiden. Men jeg tager det ikke ind, at give meget af mit privatliv. Det skal virkelig føles naturligt, før jeg lægger noget op,« understreger TV-værten.