Det er kun lidt over et år siden, at 'Årgang 0'-stjernen Stephanie Siguenza meldte ud, at hun skulle skilles fra sin mand Jeff Henckel.
Nu tyder det dog på, at tv-stjernen er kommet videre, da hun – ifølge SE og HØR – i weekenden delte en video, hvor hun snaver med realitydeltageren Mathias Bjørnhof.
Ifølge mediet skulle Mathias Bjørnhof, der har deltaget i tv-programmet 'Ex on the Beach', også have delt kåde videoer af ham og Stephanie Siguenza.
Mandag formiddag er der dog ikke spor af videoerne på nogen af deres Instagram-profiler – men man kan se, at de to var i byen i weekenden.
»Vi har været tætte længe, og så går der et eller andet galt, når vi får noget at drikke. Så bliver det lidt forstærket,« siger Stephanie Siguenza til mediet.
Alligevel kan hun ikke fortælle mediet, hvorvidt de to kun kysser, når de er fulde – men 'Årgang 0'-stjernen omtaler stadig Mathias Bjørnhof som en af sine bedste venner.
