Hun har stået på de største scener. Været feteret og haft verden for sine fødder gennem årtier. Men én ting har altid manglet i hendes liv.

»Det er stadig en stor sorg for mig, at jeg aldrig har fået børn,« siger Zindy Laursen. Som trods sine 52 år ikke har opgivet drømmen.

For popstjernen Zindy Laursen tør stadig drømme. Har i dag mere mod på livet end nogensinde før. Og derfor har hun taget en beslutning. En stor beslutning.

At adoptere.

Udefra har Zindy Laursens liv og karriere set succesfuldt ud, som her på scenen med Cut'N'Move. Men der har altid manglet noget.
Udefra har Zindy Laursens liv og karriere set succesfuldt ud, som her på scenen med Cut'N'Move. Men der har altid manglet noget. Anders Debel Hansen/Ritzau Scanpix

Skuer hun tilbage på sit liv, har det langt fra været en dans på roser.

Som hun for nylig fortalte i et stort interview med B.T., har hendes opvækst været barsk. Fyldt med svigt og seksuelt misbrug.

Og voksenlivet har ikke været nemmere. Flere længerevarende voldelige forhold har hun angiveligt været i. Som dog kunne have givet hende dét, som hun drømte om. Et barn.

»Enten valgte min krop, at det ikke skulle være sådan eller jeg selv,« fortæller Zindy Laursen og fortsætter:

»Men jeg er stolt af og taknemmelig over, at jeg valgte ikke at få børn med de mænd, jeg har været sammen med de sidste 12 år.«

»For havde jeg fået børn med dem, havde de været bange for far, bange for at få en flad. Og jeg ønsker ikke, at et barn skal opleve, hvad jeg har oplevet,« understreger hun.

»Men nu er jeg gået i gang med en adoptionsproces i USA, for der er så mange børn på børnehjem, der har oplevet svigt og været udsat for det, som jeg har.«

Når man har prøvet det, vil man gerne hjælpe nogen, der har det på samme måde og har ekstra meget brug for kærlighed.«

»Så jeg er simpelthen i gang med at skabe et godt liv for én, der har haft det svært,« smiler Zindy Laursen, som håber indenfor overskuelig tid at kunne kalde sig mor.

Til et barn, hun kan elske ubetinget. Et barn, der har brug for hende og dét, som hun kan give. Og kan blive en del af hendes familie. Hendes nye store familie.

De seneste 21 år har Zindy Laursen boet i New York og har nemlig for nylig langt om længe fundet frem til sin biologiske far, ham, der er grunden til, at hun har tilføjet et Johnson til sit efternavn.

Zindy Laursen Johnson hedder hun nu. Er datter af William Henry Johnson, som bor i Louisiana.

Og med ham har hun fået en stor amerikansk familie.

Da hun for nylig mødtes med sin nye familie, fyldte de kirken til bristepunktet. 250 var de. Og det var ikke engang dem alle.

»Havde alle været samlet, var vi vist nået op på 350,« fortæller Zindy Laursen med et stort smil. Lykkelig over, at den manglende brik i hendes livs puslespil endelig er fundet og faldet på plads.

Endelig at finde sin biologiske far har haft stor betydning for Zindy Laursen og hendes helingsproces.
Endelig at finde sin biologiske far har haft stor betydning for Zindy Laursen og hendes helingsproces. Bax Lindhardt

I sin nye biografi ‘Frihed’ fortæller Zindy Laursen om sin årelange jagt på sin biologiske far.

Hun blev nemlig undfanget i Sidney, Australien – hvor hendes mor boede som ung – og var ifølge moderen resultatet af et forhold til en afroamerikansk soldat, som var på orlov i byen.

Og i årevis troede hun, at Cleveland, som soldaten hed, var hendes far.

Først i slutningen af 90erne gik hun all-in på at finde ham og hyrede en privatdetektiv. Men da hun endelig fandt ham, viste han sig at være narkoman.

Få år senere flyttede Zindy Laursen til New York og ville gerne søge om amerikansk statsborgerskab, hvilket krævede en dna-test fra far og datter.

‘Cleveland er desværre ikke din far’ lød det nedslående svar.

Længe begravede hun drømmen om at finde sin far. Var helt bogstaveligt på bar bund. Indtil en slægtsforsker kom hende til undsætning. Og fandt frem til William Henry Johnson.

Endelig havde Zindy Laursen fundet sin biologiske far.

Zindy Laursen Johnson hedder hun nu. Efter sin far William Johnson.
Zindy Laursen Johnson hedder hun nu. Efter sin far William Johnson. Privat

Med ham og den nye familie i sit liv har hun endelig fundet en slags ro. Og fået mod på at starte en selv. Udvide flokken. Med et barn, der har brug for hende.

Og derfor er hun altså gået i gang med at adoptere et barn, der som hende selv har oplevet svigt. 

»Når jeg kigger tilbage på min egen historik, ville jeg da ønske, at der var nogen, der havde krammet mig og sagt ‘det bliver o.k. Zindy’.«

For Zindy Laursen blev det o.k. Trods alt. Takket være hendes eget fightergen. Som hun forhåbentlig snart kan give videre. 

»Jeg vil i hvert fald have en masse at give af. Og jeg er mere klar end nogensinde.«

'Frihed' er udkommet på Impact Press

Læs også:

»Pludselig ser man sit liv udefra, ser barnet og alle de ting, hun har gået igennem og får lyst til at give hende et kram«Zindy Laursen er 52 og single: Jeg bliver nødt til at lappe mig selv først

En beskyttende hinde havde gennem årtier indkapslet skammen. Parkeret den på fortrængningens holdeplads. Indtil der pludselig blev prikket hul på den og gruen overmandede hende.

»Når jeg ser billedet af mig selv, af en lille sød pige med kæmpestor afro, tænker jeg bare: 'Hvordan kunne du gøre det? Hvad er hvad galt med dig menneske?'« siger Zindy Laursen. Om det seksuelle overgreb som hendes stedfar ifølge en ny bog udsatte hende for. Da hun var treethalvt år gammel.

Man siger, at kærlighedens veje er uransagelige. Men for mange også formet af fortiden. Af mønstre, der er blevet skabt tidligt i livet.

Sådan er det i hvert fald i Zindy Laursens. Hende, der med Cut'N'Move-hits som 'Give it up', 'I’m alive' og 'Round’n’round' har leveret lydtapetet til hundredtusindvis af danskeres liv. Som, set udefra, har lignet en succes.

Men det er kun den halve sandhed. Eller kvarte.

Nu sidder hun 52 år gammel på en café i København og ser tilbage på det liv, der på mange måder er formet af det misbrug og vold, hun ifølge eget udsagn som barn blev udsat for. Som hun nu har skrevet sig ud af.

'Frihed' hedder bogen. Hvor hun tager tyren ved hornene. Eller tyrene. For der har været mange.

»Noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet i mit liv,« kalder hun processen.

»For pludselig ser man sit liv udefra, ser barnet og alle de ting, hun har gået igennem og får lyst til at give hende et kram,« siger Zindy Laursen, som undervejs var nødt til at tage en lang snak med sin mor. For at hele nogle af de traumer, der havde bidt sig fast.

»Det var hårdt, men også dejligt at få snakket ud om de ting. For jeg var nødt til at få det ud,« siger Zindy Laursen og fortsætter:

»At blive udsat for svigt, vold og seksuelle overgreb i så ung en alder, er så skamfuldt. Men på godt og ondt er jeg kendt for at være åben og ærlig, og det er jeg nødt til at være her.«

»Så jeg håber bare, at der er nogen, der tænker: ‘godt, at hun stiller sig forrest i køen og snakker om det her’.«

Min sandhed
Og selvom det er voldsomme anklager, understreger Zindy Laursen, at det er hendes historie, hendes virkelighed. Som hun har opfattet den.

»For mig er det ikke voldsomme anklager. Men mit ønske er ikke at hænge nogen ud i bogen. Det er ikke en personlig heksejagt mod nogen. Det er vigtigt for mig, og det er derfor, at folk er anonymiseret.«

»Jeg har skrevet min virkelighed, min sandhed, og det behøver ikke være deres sandhed,« siger hun med reference til blandt andet at blive misbrugt i musikbranchen.

Zindy Laursen blev undfanget i Sydney, Australien – hvor hendes mor boede som ung – og var resultatet af et forhold til en afroamerikansk soldat, som var på orlov i byen.

Men inden hun nåede at komme til verden, var familien flyttet tilbage til Danmark, hvor hendes mor siden fandt en ny mand.

En mand, som lille Zindy ifølge bogen fra starten følte sig utryg ved. For vold og trusler lå konstant i luften. Såvel over for moderen som datteren. Og en nat blev døren åbnet til hendes værelse. Og hendes liv blev forandret.

»Efter det blev jeg en forsigtig og undertrykt pige, som gjorde ting i bukserne for at holde ham væk,« beskriver Zindy Laursen, som dengang hverken fortalte sin mor eller bedsteforældre om overgrebene.

Dannede mønster
Men da hun årtier senere endelig gjorde det, var hendes bedsteforældre ikke overraskede. Ikke mindst hendes mormor havde altid vidst, at der var noget galt, fortæller Zindy Laursen. Hvilket hendes egen mor ikke havde.

»Hun har indrømmet over for mig efterfølgende, at hun selv var bange for ham, så jeg stoler på, at hun ikke vidste noget,« forklarer hun og bærer ikke nag til sin mor.

År senere, da hun var teenager, blev Zindy Laursen igen udsat for voldtægt. Denne gang af en ven til en ny stedfar. Sammen med sin mor meldte hun ham til det lokale politi.

Men fordi der ikke var vidner til overgrebet, vægtede politiet ifølge bogen hans afvisning af, at overgrebet havde fundet sted højest.

»Jeg skammede mig over, at jeg havde anmeldt ham. For han fik mig til at fremstå som løgner.«

Det var de spor, der igen satte sig i Zindy Laursen. At hun følte sig forkert på den. Og dér, at hun i dag kan se et mønster i forhold til de mænd, hun har valgt.

Et mønster der, ifølge Center for seksuelt misbrugte, er kendetegnende for ofrene.

»Hvis jeg kigger tilbage med voksne øjne, ser jeg en naiv, glad og lykkelig Zindy, som troede på det bedste i mennesker, indtil jeg blev udsat for alle de her ting.«

Føles jo som kærlighed
»Der begyndte jeg at drage nogle konklusioner, som ikke var sunde. At alle mænd gerne måtte behandle mig sådan, at jeg ikke var god nok til dem. Så jeg begyndte at føle mig mindre værd ret tidligt.«

»Allerede da jeg mødte min første kærlighedsrelation, havde jeg den ubalance i mig. At jeg ikke var god nok. At jeg var for mørk, for grim, for sort. Overfor den store hvide mand. At jeg bare skulle være glad for, hvis der var nogen, der elskede mig,« beskriver Zindy Laursen.

I bogen fortæller hun om en næsten endeløs række af kuldsejlede forhold. Til kendte mænd fra musikbranchen, som hun i dag føler, brugte hende. Om længerevarende forhold til mænd, der angiveligt var voldelige overfor hende. Som hun igen og igen tilgav.

»Når folk spørger, hvorfor jeg blev så længe i et voldeligt forhold, ville jeg jo gerne væk, men lige så snart jeg hørte 'jeg elsker dig', dét som jeg higede efter, så gik jeg ikke.«

»Der måtte jeg være voksen nok til at kigge på, hvorfor jeg blev, og kunne se den røde tråd. For det er dét, jeg har været vant til. Det føles jo som kærlighed,« lyder hendes konklusion.

»Nu har jeg været single i et par år, og det er først nu, at jeg har fundet ud af, at jeg bliver nødt til at reparere det, lappe mig selv først, inden jeg kan være i et forhold igen. For ellers gentager jeg bare mønstret. Og det vil jeg ikke mere.«

»Jeg er ikke begyndt at date endnu, men nu tør jeg tiltrække noget, som måske er en smule mere sundt,« smiler Zindy Laursen.

»For det jeg ønsker mere end noget andet, er kærligheden. At have en at komme hjem til, at dele med. For at sidde der alene med sin gode rødvin er sgu ikke det samme.«

Hun klynker ikke. Faktisk griner hun meget. Er et godt sted i sit liv.

»Så lad os håbe, at jeg fanger én på et tidspunkt.«

'Frihed' er netop udkommet på forlaget Impact Press

Da der i bogen rettes voldsomme anklager om voldtægt, vold og misbrug mod konkrete personer, har B.T. bedt forlagsredaktør Olav Skaaning Andersen om en kommentar.

Hvilke overvejelser er der gjort i forhold til at frembringe dem og har I forsøgt at verificere anklagerne?

»Det er alvorlige overgreb, Zindy har været udsat for, og de skal frem i en bog, hvor hun selv er afsender og fortæller sin egen, ærlige historie.«

»Fordi det er erindringer, som Zindy selv har skrevet og ikke en journalistisk bog, er der intet krav om genmæle eller modsvar.«

»Men vi har intet ønske om, at mændene – uden at komme til orde – kan identificeres så mange år efter. Derfor har vi sørget for, at de pågældende mænd ikke umiddelbart kan genkendes.«

»Vi har undervejs ændret og anonymiseret enkelte navne og personer, og det nævner vi også i bogens kolofon. Det er ikke navnene, der er vigtige. Det er de handlinger, de har foretaget og som Zindy beretter om.«

Hvordan har I rådgivet Zindy omkring dem?

»Vi har rådgivet Zindy til at fortælle sine erindringer. Råt for usødet. Og fordi genren er en ikke-journalistisk bog, har vi rådet hende til at sørge for, at man ikke umiddelbart kan identificere de mænd, der udøver vold og overgreb mod hende.«

Det har ikke været muligt for B.T. at forelægge anklagen for stedfaren, da Zindy Laursen har anonymiseret ham og ikke ønsker at udlevere hans virkelige navn.