Træner for det danske herrelandshold i håndbold, Ulrik Wilbek, har trukket 2.500.000 kroner ud af sin succesrige virksomhed som foredragsholder.

Det kører for ham. Senest har han med sin karrieres 12. finale for et dansk håndboldlandshold ført håndboldherrerne til EM-guld i Serbien, og nu har Ulrik Wilbek været i banken og hæve 2,5 millioner, som han har tjent som foredragsholder og forfatter.

- Jeg har sparet pengene op igennem alle de år, jeg har haft mit firma. 2,5 millioner svarer jo til noget mere, når man skal betale skat, så opsparingen er sket over en årrække, fortæller Wilbek om den klækkelige pengesum.

Ved siden af karrieren som håndboldtræner for både dame- og herrehold, har Wilbek skrevet en række bøger, hvoraf flere er havnet på bestseller-listen, ligesom han i dag er blandt nationens mest eftertragtede foredragsholdere. En forretning, der tilsyneladende går så godt, at han nu kan købe sig til sin luksusdrøm i et tyrkisk ferieparadis.

- Der er en bolig i Tyrkiet, som jeg gerne ville eje, og det er derfor, jeg har trukket pengene ud. Det er en villa, jeg har købt for nogle år siden, nu vil jeg bare ikke have lån i det mere, siger Wilbek.

Villaen ligger i produceren Remees luksuøse ferieby Oasis Club 2 i Alanya. Feriebyen består af 72 villaer, og det er en af disse, Wilbek i 2010 købte sig ind i. Hvad sådan en luksushytte koster, kalder han dog for ’en forretningshemmelighed’.

Helt billigt er det dog næppe. Priserne varierer fra to til seks millioner kroner for de største af villaerne, men her er der til gengæld også fire etager, fire badeværelser, et gæstetoilet, stue med dobbelt loftshøjde og flere soveværelser.

Villaerne i Oasis Club 2 spænder fra 220 kvm. til 480 kvm., og størstedelen har privat pool. Området byder dog også på en 330 kvm. stor fælles pool, tyrkisk bad, spa og restaurant.

Den eftertragtede foredragsholder får årligt omkring 400 forespørgsler på foredrag, og han har ikke fået mindre travlt efter sin seneste succes til EM i Serbien.

- Det er klart, at der er en vis kendisgrad i det, og at der er en sammenhæng med, at det også går godt på håndboldbanen. Men forhåbentlig er det også fordi, folk synes, det er værd at høre på. Jeg tror ikke, på at man holder foredrag på 20. år, fordi man er giraf, siger Wilbek, der kun siger ja til at holde omkring 25 foredrag om året.

Alligevel har han dog sjældent tid til at stikke af til sit luksusparadis i Tyrkiet.

- Vi kommer der slet ikke så tit, som vi gerne ville. Men det er bare mit eget lille feriehus, og vi har det rigtig dejligt, når vi er der, siger han.