En farverig klovn udskåret i træ, der vinker venligt til forbipasserende, leverede dagens eneste smil, da BT i går eftermiddags opsøgte landets for tiden måske mest omtalte Facebook-debattør.

Den nu tidligere frimurer Preben Frederiksen skrev tirsdag på forfatteren og debattøren Suzanne Bjerrehuus’ Facebook-væg, at han håber, hun og svigerinden Jane Aamund hurtigst muligt vil dø af kræft, og det har tilsyneladende udløst et sandt stormvejr den anden vej. I hvert fald var hovedpersonen selv kampberedt og særdeles bestemt, da BTs udsendte efter flere forgæves telefonopkald troppede op på hans adresse vest for Aarhus for at få en forklaring på den harske svada.

Advarsler om søgsmål

- Jeg vidste, at I ville komme. Men jeg har ingen kommentarer overhovedet til den sag, meddelte den ældre mand uden tøven, da han, ledsaget af en gøende sort hund, kom til døren iført et sommervenligt outfit bestående af sorte underbukser og lys vest.

Marchordren blev naturligvis straks fulgt. Alligevel nåede den gråhårede herre at supplere med en lang række advarsler om mulige søgsmål, inden det lille, velplejede landsted med den vinkende klovn var forladt. Noget tyder altså på, at stedets ejer nu føler sig mindst lige så forfulgt som de to kvinder, han tirsdag offentligt ønskede i døden så hurtigt og effektivt som muligt, så han og ligesindede kunne få fred for deres ’uudholdelige’ og ’ulidelige’ udladninger.

Andre læser også