Har du video eller billeder af det voldsomme vejr, så send det til 1929@bt.dk

Øresundsbroen blev lukket, færgeafgangene mellem Gedser og Rostock blev indstillet og togtrafikken standsede mellem Sorø og Slagelse på grund af væltede træer, som hang i køreledninger.

Det var blandt konsekvenserne af det gevaldige blæsevejr, der nu er ved at slippe sit tag i Danmark.

Meteorolog ved DMI Martin Lindberg fortæller, at mens vinden i den sydlige del af landet blæste med vindstød op til styrke af stærk storm i aftes, så er det værste overstået nu.

»Sidst på aftenen aftog vinden, og vi er nu nede på kuling i middelvind i de sydlige dele af landet, så det nu blæser med 20 til 23 meter i sekundet,« siger han.

Dog er Bornholm stadig plaget af kraftig vind. Ifølge meteorologen vil øen være udsat for vindstød op til stærk storm indtil ud på formiddagen.

Martin Lindberg oplyser, at DMI tre steder i landet har målt særligt kraftige vinde. På Rømø, i Gedser og på Langø i det vestligste Lolland har blæsevejret vist sig fra sin kraftigste side.

»Der var vindstødene oppe på 31 til 32 meter i sekundet, hvilket næsten er orkanstyrke (orkanstyrke er 32,6 m/s, red.). På Langø var middelvinden kortvarigt på stormstyrke,« siger Martin Lindberg.

Meteorologen oplyser, at torsdagen begynder vejrmæssigt, hvor onsdagen sluttede.

»Det vil fortsat være blæsende, men der kommer opklaring fra nordvest. Der vil være lidt eller nogen sol, en del byger og temperaturer på mellem 13 og 17 grader.«