Der er opstået en brand i en udestue ved en villa på Klydevej i Hvidovre. Flammerne har nu bredt sig til selve villaen.

»Vi er lige landet derude. Det er en udestue ved en villa, som brænder. Der står flammer op gennem taget og vinduerne smadrer på grund af varmeudviklingen,« siger vagthavende ved Københavns Vestegns Politi, Brian Holm.

Politiet fik anmeldelsen klokken 11.50.

»Det ældre ægtepar, som bor i villaen er kommet ud og er uskadte,« siger Brian Holm.

I første omgang lød meldingen, at ilden ikke havde bredt sig til selve villaen, men nu skriver Hovedstadens beredskab på Twitter, at flammerne nu har fået fat i villaens tagudhæng.