Ny rapport viser, at gensidig vold i parforhold er den mest hyppige voldsform blandt par.

København. Når der er vold i parforhold, er det ofte begge parter, der slår.

Det viser en ny rapport udarbejdet af Dialog mod Vold og Syddansk Universitet for ligestillingsminister Karen Ellemann (V).

Rapporten sammenfatter 200 tidligere internationale studier fra vestlige lande om vold i parforhold.

Her kan man læse, at volden oftest bliver begået af begge parter i parforhold med vold.

I 80 procent af de internationale studier konkluderes det også, at kvinder i parforhold, hvor begge parter udøver vold, udøver volden en anelse hyppigere end mænd.

Dog slår rapporten også fast, at mænd påfører kvinder større fysisk og psykisk skade ved udøvelsen af vold.

Vold kategoriseres i undersøgelserne som alt fra niv og skub til kvælning eller tæsk med våben.

Ifølge forskeren Ask Elklit, der står bag rapporten, kan man "med en vis sikkerhed" sige, at de internationale studiers konklusioner også gælder for Danmark. Konklusionerne tages nu op af ministeren.

- Rapporten er med til at nuancere billedet af voldelige parforhold. Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, at vold kan have mange former og mønstre, og at både kvinder og mænd kan være udsat for vold, hvis vi skal vold til livs.

- Men jeg vil gerne understrege, at det på ingen måde må tage fokus væk fra, at det primære problem er vold mod kvinder. Det er her, at hovedparten af de alvorlige tilfælde er, siger Karen Ellemann.

Rapporten viser desuden, at unge i Danmark oplever betydeligt mere psykisk kærestevold end fysisk og seksuel.

Det baseres på en kommende Ph.d.-afhandling, hvor det konkluderes, at 4 af 10 elever i 7. klasse har oplevet at blive udsat for psykisk vold af deres kæreste.

En lignende undersøgelse er foretaget i Norge, hvor man når frem til samme resultat. Det bekymrer Karen Ellemann.

- Jeg synes, det er alarmerende, at så mange unge helt ned til 7. klasse siger, at de har været udsat for kærestevold. Det er ikke en sund ungdomskultur, siger ligestillingsminister Karen Ellemann.

Den hyppigt forekommende psykiske vold blandt de unge understreger vigtigheden af, at den psykiske vold bør ligestilles med den fysiske vold, mener forskerne.

Tirsdag sagde justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til DR, at der skal være en selvstændig bestemmelse i straffeloven, der forbyder psykisk vold.

Meldingen kommer, efter at Alternativet, Enhedslisten og De Radikale i november fremsatte et beslutningsforslag i Folketinget om at skærpe lovningen for psykisk vold.

/ritzau/