Lyt til artiklen

Ja, der er problemer med spritkørsel, men vi er nødt til at bruge chaufførerne.

Sådan lyder det fra den vognmand Peter Provstgaard, der er medejer af Dansk Transport Kompagni, DTK, og som indtil for nylig var næstformand i brancheforeningen International Transport Danmark.

- Man kan kun tage stærkt afstand fra, at de kører, når de har drukket, men Padborg er en eksporthavn, hvor mange holder pause især i weekenderne. Her mødes de og spiser, og så får de altså også noget vodka. Det er jo en del af deres kultur, og de har måske ikke snakket rigtig med nogen hele ugen, siger han.

Selvom han forsikrer, at han slår hårdt ned på spritkørsel, så mener han, problemet er svært helt at forhindre.

Kan ikke være barnepige

- Når 400-500 chauffører er samlet, så går de altså på tanken eller over grænsen efter alkohol. Hvordan skal vi styre det? Man kan jo ikke bare pille deres kultur ud af dem. Det er jo voksne mennesker, og vi kan ikke være barnepige hele tiden, siger han.

Hvor stort er problemet, vil du vurdere?

- Specielt i weekenden, må vi nok erkende, at der er en del, der ikke kan styre det. For der er jo ikke nogen til at tage nøglerne fra dem. Jeg mener, man bør overveje alkolås eller at afspærre pladserne. Og så har vi altså brug for noget kontrol.

Har I vognmænd ikke også et ansvar for spritkørslen?

- Jo, og derfor har jeg også egen plads med sikker belysning, sådan at de har et sted at være og komme i bad. Så de ikke gør byen utryg, siger Peter Provstgaard og fortsætter:

Men hvis vi skal overleve det prispres, som kunder og virksomheder jo selv har skabt, så er vi nødt til at bruge de her folk, der er 20-30 pct. billigere. EU har selv inviteret de her folk ved at lave den frie bevægelighed, så det kan ikke stoppes nu. meg