Ruslands præsident Putin kondolerer dronning Margrethe og kongefamilien efter prins Henriks død.

København. Ruslands præsident Vladimir Putin har sendt et kondolencebrev til dronning Margrethe efter prins Henriks død på Fredensborg Slot natten til onsdag 14. februar.

Budskabet lyder:

- Jeg deler dybfølt Deres sorg. Jeg ønsker Dem og alle medlemmer af den danske kongelige familie styrke og mod i denne svære tid.

Ruslands zarfamilie og det danske kongehus havde nære bånd. Den danske prinsesse Dagmar blev gift med den russiske zar som zarina Maria Feodorovna.

Hun flygtede i 1919 til London fra Sovjetunionen efter den russiske revolution.

Zarinaen boede i flere år i ejendommen Hvidøre i Klampenborg nord for København. Hun blev i 1928 begravet i Roskilde Domkirke, hvor de danske konger og dronninger ligger begravet.

I 2006 blev Maria Feodorovnas jordiske rester udleveret til Rusland. Hun blev efter russisk ønske genbegravet i den lille Peter og Paul Katedral i Sankt Petersborg. Katedralen ligger i den store Peter og Paul Fæstning.

Dronning Margrethe var primus motor i processen med at udlevere tsarinaen, hvad Vladimir Putin dengang takkede hende for.

I september 2012 lagde dronning Margrethe og prins Henrik en krans ved gravmonumentet for Maria Feodorovna i Peter og Paul Katedralen. Der var også korsang ved højtideligheden i katedralen.

Dagmar blev i 1864 forlovet med den russiske tronarving Nikolaj, som døde af meningitis i 1865. Hun giftede sig året efter med hans bror Aleksander, som blev zar af Rusland. Parret fik seks børn, og Nikolaj blev Ruslands sidste zar.

Dagmars nye mand døde i 1894 som 49-årig, så hans søn Nikolaj blev zar. Efter bolsjevikkernes oktoberrevolution blev tsarfamilien arresteret og ført til Jekaterinburg, hvor de blev henrettet.

/ritzau/