Langfredag blev en medarbejder på det psykiatriske bosted Lindegaarden i Roskilde knivdræbt af en farlig patient. Det var imod reglerne, at hun var alene i medicinrummet, siger Arbejdstilsynet.

Arbejdstilsynet har udstedt to strakspåbud til Bocenter Lindegaarden, hvor en medarbejder Langfredag blev stukket ihjel med en kniv af en psykotisk patient. Den dræbte var alene i et medicinrum, da hun blev angrebet, og det er imod reglerne. Bostedet er derfor blevet pålagt øjeblikkelig at rette op på håndteringen af det farlige arbejdsmiljø med psykotiske patienter.

»Virksomheden har i dag fået flere påbud om at rette op på forhold, som strider mod arbejdsmiljølovgivningen. I skal bringe forholdene i orden straks,« står der i rapporten, som er sendt til Bostedet Lindegaarden og som kommunens socialudvalg er orienteret om.

Den dræbte er en 57-årig kvinde. Hun arbejdede alene i et medicinrum, da hun blev overfaldet, mens hendes kollega var på et kontor. Hun var altså ikke i »auditiv eller visuel«  kontakt med en kollega, som er et krav ved arbejdet med psykotiske mennesker. Det vil sige at man skal kunne høre og se hinanden, og der skal altid være mindst to medarbejder i huset, når en beboer med voldelig adfærd er hjemme.

Kravet om flere medarbjeder i huset var overholdt, selvom de ikke var i kontakt hele tiden. Og den dræbte havde en overfaldsalarm, som hun nåede at få aktiveret for at tilkalde hjælp. Kollegerne var fremme på 20 sekunder, og ambulancen efter 12 minutter, men deres livreddede førstehjælp var forgæves og hun døde nogle timer senere på sygehuset.

Lindegården et socialpsykiatrisk bocenter, der hører under socialforvaltningen i Københavns Kommune. Beboerne skulle være færdigbehandlede og diagnosticerede, og er på centeret mens de er under udslusning til egen lejlighed.

Et knivdrab på en ansat på et psykiatrisk bosted er foruden en tragedie en arbejdsulykke, og det er derfor fast praksis, at Arbejdstilsynet kommer på tilsyn med det samme. Det er også sket på Lindegaarden, og Arbejdstilsynet skal nu overveje, om man vil anmelde bostedet til politiet for. Det vil dog være helt usædvanligt, hvis en så alvorlig ulykke ikke fører til politianmeldelse.