Næsten alle skolebørn, som er startet i 4. klasse eller et højere klassetrin, har nu deres helt egen smartphone. Det skriver Søndagsavisen.

Søndagsavisen bringer en undersøgelse fra Yougov, som viser at 90 procent af børnene i 4.-6. klasse og hele 96 procent af eleverne i 7.-9. klasse har egen smartphone.

Men det er slet ikke noget problem, forklarer Else Guldager, sundhedsplejerske og Danmarks Radios ekspert i børneopdragelse.

»Man skal ikke blive forskrækket over, at så mange har en smartphone. Problemet ligger i højere grad hos de børn, som ikke har,« siger Else Guldager og fortsætter:

»Skolebørn i dag har et stort fællesskab, der kredser om deres smartphones. De bruger den jo til at kommunikere med – både med kammeraterne og deres forældre. En del af det er lynhurtigt at kunne google noget eller sende et billede.«

Else Guldager afviser, at børnenes smartphones kan isolere dem socialt, så de bare kigger ind i skærmen i stedet for at lege med andre børn.

»Børn risikerer i højere grad at blive isolerede, hvis de netop ikke har en smartphone. Man var også bange for, at børn ville blive ensomme i gamle dage, hvis de fik en Amiga 500. I nogen tilfælde er det ikke forkert. Nogle skrøbelige unge lukker sig inde i deres eget univers og gemmer sig. Men det vil de gøre alligevel. Det er ikke teknologiens skyld. Har de ikke en tablet eller en smartphone, isolerer de sig i andre ting, såsom bøger,« siger hun.

Det gør ondt på et barn, hvis det ikke kan deltage i det fællesskab, som de andre børn i klassen har.

»Det rammer børn vældigt hårdt at være lukket ude. Børn kan blive ensomme, få dårligere selvværd og føle, at der er noget galt med dem,« siger Else Guldager og afviser, at smartphones i sig selv er ødelæggende for børns evne til at lege sammen.

Faktisk bør man i højere grad sikre, at alle børn har adgang til en smartphone.

»Når børn ikke har en smartphone, skyldes det meget ofte, at forældrenes økonomi simpelthen ikke er til det. Hvis nogen lavede en velgørende forening, der samlede smartphones ind til børnefamilier, der er udfordrede på økonomien, ville det være et ædelt formål,« siger hun.