Du kan sikre dig selv eller dine børn retten til at gå på tidlig pension - hvis du reagerer inden nytår.

Politikerne vil gerne have os alle sammen til at blive længere på arbejdsmarkedet, så der kommer flere kroner i statskassen i fremtiden.

Derfor har regeringen i sin nye pensionsaftale ændret på vilkårene for, hvornår man tidligst kan tage hul på den private pensionsopsparing.

Indtil nu har det været muligt at påbegynde udbetaling tidligst fem år før folkepensions-tidspunktet, hvis man f.eks. ønsker at gå på nedsat tid og supplere med penge fra ratepensionen. Og hvis ordningen er oprettet før maj 2007, kan pengene tidligst udbetales fra personen er 60 år.

Men fra 1. januar 2018 bliver reglerne ændret, så alle nyoprettede pensionsordninger tidligst kan udbetales fra tre år før folkepensionsalderen.

Det betyder med andre ord, at fremtidens generationer ikke kan gå lige så tidligt på pension, som det er tilfældet i dag. Og samtidig bliver folkepensions-alderen løbende sat op i takt med den stigende levealder.

Undgå forringelser

Hvis du ikke har en pensionsordning endnu - f.eks. fordi du er studerende, nyuddannet eller selvstændig - kan du dog nå at sikre dig retten til at få udbetalt penge fra pensionsordningen fra fem år før folkepensionsalderen. Og forældre kan også sikre deres børn rettigheden.

Finten består i at oprette en ratepension senest den 31. december 2017, så du bliver omfattet af de gældende regler. Det kan både være i din bank eller hos dit pensionsselskab. De fleste banker har intet minimumskrav til indbetalingen, så du kan blot nøjes med at indsætte et lille beløb.

»Der er ingen tvivl om, at det vil være en rigtig god idé at lægge sådan en kuvert under juletræet - enten til dig selv eller til børnene,« siger Anders Valdemar Juhl, der er pensionsrådgiver hos Uvildigraad.dk.

Når du eller dit barn senere kommer i job og evt. får del i en arbejdsmarkeds-pension, så kan den ‘gamle’ ratepension overføres til det nye selskab, så rettighederne fastholdes på hele pensionsopsparingen.

»Tingene fungerer på den måde, at når der er etableret en aftale, så har du den anciennitet, som du kan du kan flytte med dig til enhver tid. Du kan f.eks. nøjes med at sætte 300 kroner ind på på en pensionskonto. Så får man glæde af en større fleksibilitet, når man en dag skal til at gå på pension,« forklarer Anders Valdemar Juhl.

Mads Moberg, der er seniorøkonom i Danica Pension, er enig i, at det kan være en relevant overvejelse for folk, der ikke har nogen pensionsopsparing.

»Som udgangspunkt kan alle oprette en pensionsordning. Men hvis man først opretter den på den anden side af nytår, så kommer der til at gælde de nye regler, dvs. tre-årsretten,« siger seniorøkonom Mads Moberg fra Danica Pension.