Den gamle Lillebæltsbro skal renoveres og lukker for biler de næste 20 uger. Vejdirektoratet opfordrer bilisterne til at køre forsigtigt og opmærksomt, for et enkelt uheld kan skabe store trafikale problemer omkring Den nye Lillebæltsbro.

Fra og med i dag kan du ikke køre over Den gamle Lillebæltsbro, hvis du skal mellem Fyn og Jylland i bil.

Den gamle bro, som blev taget i brug i 1935, trænger til en kærlig hånd. Derfor må de omkring 12.000 biler, der daglige krydser broen, benytte den nye Lillebæltsbro i stedet.

Det oplyser Vejdirektoratet til DR.

Vejdirektoratet regner dog ikke med, at reparationerne giver de store problemer for trafikken. Der er dog et stort mén i den ligning:

Hvis nogle bilister skulle være uheldige at køre galt, kan det nemlig skabe store udfordringer for afviklingen af trafikken omkring Den nye Lillebæltsbro.

»Der må helst ikke ske uheld. For man ved, at når der sker uheld, så opstår der køer. Det bliver endnu værre, når der er 12.000 ekstra bilister på én strækning,« siger specialkonsulent ved Vejdirektoratet, Shahriar Honar til dr.dk og opfordrer i sammen åndedrag bilisterne til at køre forsigtigt og holde afstand.

Fodgængere, cyklister, knallerter og tog kan stadig benytte broen.

Normalt må store arbejdskøretøjer og maskiner ikke bruge Den nye Lillebæltsbro, men mens den gamle bro er lukket, har politiet givet tilladelse til, at de kan køre over bæltet via motorvejsbroen klokken fire om morgenen og klokken 20.15 om aftenen alle ugens dage.