Mens der formentlig er omkring tre millioner danskere, der afgiver deres stemme i dag ved kommunal- og regionsrådsvalget - 3,1 millioner stemte i 2013 ifølge Danmarks Statistik - er der imidlertid nogle danskere, der kun kommer til at betragte valgresultatet fra afstand.

Der er nemlig omkring 80 danskere, der trods dansk pas ikke må stemme i dag. Det er beboerne på Ertholmene - Christiansø og Frederiksø. De har i modsætning til over fire millioner andre danskere end ikke modtaget et valgkort, skriver DR.

Det skyldes, at øgruppen er statsejet og hører under Forsvarsministeriet. Det betyder, at øboerne ikke skal stemme til hverken kommunalvalg eller regionrådsvalget. Beboerne betaler dog derfor heller ingen kommuneskat.

Administrator på Christiansø, Jens Peter Koefoed, fortæller, at det en lidt specielt at overvære valget uden at kunne deltage.

»Man føler sig vel lidt udenfor. Vi kan jo kun se med fra sidelinjen. Til gengæld kan man være lidt mere objektiv og analyserende i forhold til det, der foregår,« siger han.

Den manglende mulighed for at stemme til kommunal- og regionsrådsvalget for de omkring 80 beboere på Christiansø er imidlertid ikke det eneste kuriosum på denne valgdag. Ifølge DR er der nemlig ikke klargjort stemmesedler nok til alle vælgere.

Eksempelvis har landets største afstemningssted, Viborg Stadionhaller, kun printet stemmesedler ud til 90 procent af de 23.743 stemmeberettigede vælgere, der kan sætte deres kryds der.

At Viborg Kommune ikke har printet stemmesedler ud til alle skyldes en vurdering af, at det ikke er alle stemmeberettigede, der møder op. Og så er der hensynet til miljøet.

»Stemmesedlerne koster under en krone per styk, så det har lidt at sige, men det er i langt højere grad et miljøspørgsmål. Det er spild, hvis en masse stemmesedler bare skal smides ud, når nu vi ved, de ikke alle sammen bliver brugt,« siger jurist i Viborg Kommune Jesper Riis.