To politibetjente sad med ryggen til og drak kaffe, da gerningsmanden begyndte at skyde mod indgangen til kulturhuset Krudttønden på Østerbro. Det fortæller to ansatte i kulturhuset, som var til stede under angrebet 14. februar, skriver Politiken.

Gerningsmanden affyrede 28 skud, smadrede kulturhusets glasparti og dræbte filminstruktør Finn Nørgaard på klos hold, inden han flygtede fra stedet.

De to ansatte betegner politiets indsats til debatarrangementet på Østerbro som »enormt useriøs«.

»Alt var meget tilfældigt, og det bar på ingen måde præg af, at man betegnede arrangementet som et højrisiko-arrangement, siger den ene ansatte, der står frem og fortæller sin version for at pege på en række punkter ved politiets indsats, som han sammen med sin kollega finder »under al kritik«.

Selv om der var flere PET-agenter og kolleger fra den svenske efterretningstjeneste, SÄPO, i cafeen, var det cafeejeren, der som den første råbte »mand med gevær«, før nogen reagerede. Det er tegn på, at man har undervurderet risikoen, mener den 58-årige ansatte, der af hensyn til familien har valgt at være anonym. Han har fået tilladelse af sin kollega til at fortælle deres version af, hvad der skete på Krudttønden.

Vidnet fortæller videre til Politiken, at politiet virkede til at tage arrangementet »meget afslappet« og at Lars Vilks angiveligt fik lov til at stå alene uden for bygningen, inden arrangementet gik i gang, mens PET og SÄPO var indenfor i kulturhuset. Han fortæller videre, at den kvindelige betjent, der sad i cafeen, først iførte sig sin skudsikre vest, efter at hendes mandlige kollega ved siden af og to PET-livvagter var blevet såret.

Politiken har været i kontakt med PET, der ikke ønsker at kommentere konkrete sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med arrangementer og personer.