Video af Landbrug of Fødevarer.

Den danske organisation Landbrug & Fødevarer møder stor kritik, efter de har udgivet en video om at få genskabt glæden ved svinekød.

Under overskriften 'Revitalisering af grisen' har organisationen lagt videoen op på det sociale video-medie Vimeo. I den to minutter lange video indleder en mandlig speaker med at sige:

  • 'Kød er under pres. Gris er under pres.'

Speakeren fortsætter derefter med at sige, at der skal fokuseres på en målgruppe: De unge. Alt imens der kører billeder af smarte, glade unge mennesker på skateboard og med omvendt kasket og Macbooks.

  • 'Vi skal i meget højere grad iscenesætte os selv, så vi passer til fremtidens forbrugere; de unge, millenials. De er vores reelle udfordring. De kan godt lide gris, men de kan ikke tilberede den. Det er som om, vi er ved at tabe en hel generation på gulvet. Ja, de vil have 'coolness, convenience og ocassions.' ...Gris er smagen er hygge.'

Offentliggørelsen af Landbrug og Fødevarers nye svinevideo, der slutter af med: 'Gris kan mere', bliver svinet til på de sociale medier.

På Twitter skriver den tidligere radiovært og nuværende ejer af en rengøringsplatform Esben Bjerre Hansen blandt andet, at det er den mest tåkrummende video i år.

Hvilket bliver bakket op om af blandt andre kulturchef Ane Cotzen, musiker Mikael Simpson og ekspert i sociale medier Christiane Vejlø.

I et tweet til Esben Bjerre Hansen svarer afdelingsleder i Handel, Marked og Ernæring hos Landbrug & Fødevarer, Mette Gammicchia‏, at det var en fejl, at den blev offentliggjort hos alle.

Derudover skriver hun også, at målgruppen ikke er de unge, men detailbranchen.

Kritikken er forståelig

BT har spurgt Landbrug & Fødevarer, hvordan det hænger sammen med, at speakeren i videoen siger:

  • 'Vi skal i meget højere grad iscenesætte os selv, så vi passer til fremtidens forbrugere; de unge, millenials. De er vores reelle udfordring. De kan godt lide gris, men de kan ikke tilberede den. Det er som om, vi er ved at tabe en hel generation på gulvet. Ja, de vil have 'coolness, convenience og ocassions.'

I en mail til BT skriver Mette Gammicchia:

'Videoen er sat på spidsen. Den er lavet til et internt arrangement for detailhandelen og forarbejdningsindustrien. Vi synes, at videoen var god til det formål, den blev lavet til. Men det var aldrig meningen, at videoen skulle ud i offentligheden. Vi har ikke noget at skjule med videoen, men den er lavet for at sætte tingene på spidsen overfor en specifik målgruppe. Den er altså ikke tiltænkt den brede offentlighed,' skriver Mette Gammicchia og fortsætter:

'Jeg forstår udmærket godt kritikken, og den undren flere har. Jeg ville også selv undre mig, hvis jeg havde set den som en kampagnevideo fra Landbrug & Fødevarer.'

Flere peger på, at I ikke nævner dyrevelfærd i videoen. Hvorfor gør I ikke det?

'Videoen er ikke en kampagnevideo. Den er ikke tiltænkt de brede masser og skal altså heller ikke ses som et forsøg på at sælge et produkt til en bestemt målgruppe. Derfor giver det heller ikke mening at tale om, hvad vi siger og ikke siger i videoen. Men jeg forstår da godt, at når man ser videoen med forbrugerbriller på, så undrer man sig måske over den. Jeg kan kun gentage, at det er en fejl, at en den interne video, er blevet offentliggjort – også selvom vi ikke har noget at skjule,' skriver Mette Gammicchia.

SMS

Hitter på Facebook