En dansk kvinde har fundet på en fantastisk træningsøvelse for både mor og barn, og forleden valgte hun at filme den.

I videoen ligger hendes otte måneder gamle datter Augusta Rose på stuegulvet, mens hun selv forsøger at efterligne babyens bevægelser.

Idéen til øvelsen opstod dog ved et tilfælde. Til bt.dk fortæller Ann Sofie Bækgaard, der er kvinden bag videoen, at hun egentlig blot forsøgte at afspejle datterens bevægelser.

»Jeg elsker at lege med nye idéer og følger spændt med i, hvordan Augusta udvikler sig kropsligt,« fortæller Ann Sofie Bækgaard, der til daglig arbejder som personlig træner, coach og blogger på sofieb.dk og fitnessforgravide.dk.

Hun forklarer, at babyens bevægelser lignede dem, hun ofte anbefaler sine kunder til personlig træning, heriblandt planken, armstrækkere og rygløft.

Sammen lå mor og barn på gulvet i omkring 15 minutter, og det er ganske god træning for både mor og barn, tilføjer Ann Sofie Bækgaard, der dagligt træner med sin baby.

Videoen offentliggjorde hun efterfølgende på Facebook, og siden er videoen blevet set over 500.000 gange, ligesom videoen er blevet delt over 6.000 gange.

LÆS OGSÅ:

Ann Sofie Bækgaard håber, at klippet kan inspirere andre mødre til at træne og bevæge sig med deres babyer.

»Jeg hører alt for ofte dårlige undskyldninger om, hvorfor vi ikke har tid til at træne, og da slet ikke med en baby. Men det har jeg. Jeg prioriterer nærvær, leg og bevægelse med min baby, og jeg prioriterer også min egen træning,« fortæller Ann Sofie Bækgaard.

Se videoen øverst i artiklen.