Omkring kl. 05.00 tirsdag morgen gik en 49-årig mand amok, truede sig til en rendegraver med et oversavet jagtgevær og pløjede herefter banerne ved Passebækgård Golfklub i Nordsjælland op.

Ifølge Gribskov Avisen blev rendegraveren brugt til smadre otte greens, ødelægge græsset mellem hullerne, mens han til sidst smadrede den store entreprenørmaskine ind i Golfbutikken.

LÆS MERE PÅ LOCALEYES.DK HER

Til Frederiksborgs Amts Avis siger pressemedarbejder ved Nordsjællands Politi, at der er sket væsentlige skader i millionklassen.

Politiet fik hurtigt sendt flere patruljer til golfbanen, men i første omgang lykkedes det ikke at få stoppet den 49-åriges vanvittige tonser-togt. Men da manden ville lave endnu et stort hul i jorden med skovlen, lykkedes det en betjent at flå døren op og sprøjte ham i ansigtet med peberspray, skriver Gribskov Avisen.

Ifølge avisen har nattens hærværk medført skader for mindst 10-12 millioner kroner, og oven i det kommer driftstabet, da klubbens 600 medlemmer nu er uden golfbane. I alt vurderes skaderne til at løbe op i 17-18 millioner.

Tirsdag eftermiddag blev den 49-årige mand fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør, og Nordsjællands Politi oplyser til Bt.dk, at han herefter er blevet varetægtsfængslet.