Vi spiser mere end nogensinde, men køber sundere madvarer end vore oldeforældre og er derfor sundere end dem.

Mange danskere er fede, og debatten om usund kost raser konstant. Men faktisk er vi blevet sundere de sidste 100 år. Det viser en ny ph.d.-afhandling fra Københavns Universitet.

For selvom vi spiser mere, er det ikke kun skidt. For vi spiser også mere frugt og grønt og flere proteiner i form af fisk og kød end vore oldeforældre. Dermed får i vi overordnet set flere proteiner og færre kulhydrater.

Ved hjælp af data fra Danmarks Statistik har ph.d. Tenna Jensen fra SAXO-instituttet undersøgt danskernes fødevareforbrug de seneste 100 år. Hun har dermed lavet den første analyse af vores indkøbsvaner af mad, der strækker sig over så mange år.

Sukkerforbruget er lavere nu end før Anden Verdenskrig, mens vores oste- og mælkeforbrug har holdt sig nogenlunde stabilt. Det har Tenna Jensen fundet ud af ved at sammenligne vores forbrug af forskellige fødevaregrupper i årstallene 1909, 1956 og 1999.

- Selvom vi spiser mange flere kilo mad i forhold til for hundrede år siden, har udviklingen i vores kost for de fleste forbedret sundheden, siger Tenna Jensen, som også er ekstern lektor på SAXO-instituttet, til videnskab.dk

Og selvom vores fedtforbrug er højere i dag end 1909, er det mindre end i 1956, hvor det toppede. Og nutidens fedt er tit sundere end det, der var i maden for et halvt århundrede siden.

I første halvdel af det 20. århundrede fik landarbejderne flere penge mellem hænderne, og de styrtede ud og brugte dem på margarine. Den var dengang fyldt med transfedtsyrer og derfor en større sundhedsrisiko end i dag.

Vi spiser også i dag meget mere svinekød end i 1909. Men svinekød er i dag mere fedtfattigt end dengang.

- Det er ikke altid bare et spørgsmål om, hvor meget mad vi har spist, men også hvor god kvalitet det er. Kvaliteten hænger meget ofte sammen med, hvilken tidsperiode fødevarerne er blevet produceret i, siger Tenna Jensen.

/ritzau/