Det mener formand for Landsforeningen for Socialpædagoger Britt Petersen:

- Vi har unge i vores samfund, som er opgivet mange steder, og som kun har steder som Nexus tilbage. De er uanbringelige og uunderviselige.

Men hvis man tror, man bare kan bede dem om at lægge hashen på hylden og få dem til at indse, at undervisning er vigtigt for deres videre liv, så forstår man ikke de her unges virkelighed.

En jordknold og en badebold får ikke de her unge aktiveret, så kan det godt være, at 200.000 kr. for en speedbåd viser sig at være spildt, men så har vi forsøgt, og hvad er alternativet?

Vi kan jo ikke låse dem inde resten af livet!

Hr. og fru Jensen synes måske, at det er dyrt at putte 1,2 mio. kr. i hver ung om året, men hvis det er prisen for, at de kan føle sig trygge, og for at vi kan hjælpe måske bare én ung på vej, er det så ikke det værd?

Sidste år var fem unge på Nexus klar til 9. klasses afgangseksamen - fem gik op, og fem bestod. Det kalder jeg en succes.