I videoen herover kan de se eksempler på visuel effects, som det danske firma 'Ghost' har lavet.

I den norske premierefilm Thelma og amerikanske Star Wars The Last Jedi, har et dansk firma en finger med i spillet. For selvom filmene klinger udenlandsk og er uden for landets grænser, så er det et dansk firma, der har hjulpet  med visuelle effekter, som er med til at gøre filmene realistiske.

»Vi får tilsendt optagelser fra amerikanske kunder, så bliver vi bedt om at udskifte dele af billedet. Det kan være alt fra en himmel der skal udskiftes til en dinosaur der skal sættes ind. I andre tilfælde er hele billedet skabt i computerne. Eksempelvis er flere skud fra den seneste Star Wars film, Rogue One, skabt 100 procent på Østerbro,« siger Jeppe Nygaard Christensen, der er administrerende direktør for Ghost VFX, der laver visuel effects til store udenlandske produktioner.

Og det går rigtig godt for firmaet, der bruger 92 procent af sin tid på at lave billeder til amerikanske produktioner, på trods af adressen hedder Østerbro i København.

De seneste år har firmaet været med til at lave billeder til alt fra Teenage Mutant Ninja Turtles 2 til amerikanske Netflix-serier. Og i den kommende Star Wars Film The last Jedi har firmaet også været inde over - men hvad præcist de har lavet i filmen, vil de endnu ikke afslører.

Thomas Gammeltoft, der er direktør i Copenhagen Film Fund og arbejder for at skabe international opmærksomhed på talenter, fortæller, at de danske firmaer er helt med på de nyeste teknologier. Og noget af det vi er så gode til i Danmark, når det kommer til at lave effekter på film, er det er prisen og kreativiteten.

»Vi er gode til at bruge de nye teknologier, og vi har set, at de danske kompetencer indenfor den digitale visuelle branche er rigtig gode til at bruge nye teknologier. Økonomisk set, så har vi fået færre penge til at ligne mange penge,« siger Thomas Gammeltoft og fortsætter:

»Og så har vi bare nogen her i dk, der er skide dygtige. Vi har fire selskaber, som er meget gode og to der er helt i toppen, og nogle der på vej op, og som bliver efterspurgt i udlandet.«

Men på trods af det går strygende, så mener de danske filmfolk ikke, at de får forløst deres fulde potentiale, på grund af de særlige danske regler.

»Jeg synes, at vi som land, går glip af nogle utrolig vigtige muligheder. Hvis vi kunne tilbyde de produktionsrabatter, som de fleste andre allerede lande giver, ville vi kunne forøge mængden af spændende, internationale opgaver radikalt,« siger Jeppe Nygaard Christensen

Danmark er ét blandt fire lande i europa, der ikke giver produktionsrabatter i filmbranchen. Det betyder, at det prismæssigt er fordelagtigt for amerikanske produktioner at vælge et land, der giver støtte til produktionen.

»Det er ligesom, når du står i en butik og kigger på to vare. Den danske vare er den bedste, men du kan få en anden vare, der er noget billigere, og så du vælger den i stedet,« fortæller Thomas Gammeltoft.