Hver femte dansker forventer at skulle bytte julegaver, viser undersøgelse fra Dansk Erhverv, der estimerer, at danskerne samlet vil bytte julegaver for 300 millioner kroner.

I julegavehøsten hos hver femte dansker, er der formentlig landet gaver, som skal byttes igen. Sådan lød i hvert fald forventningen før juleaften ifølge en undersøgelse gennemført af Interresearch gennemført i perioden 28. november til 7. december og baseret på 1.097 besvarelser.

Undersøgelsen er lavet for Dansk Erhverv, der estimerer, at der i år vil blive byttet julegaver for cirka 300 millioner kroner.

- Der skal byttes gaver for 300 millioner kroner, når butikkerne slår dørene op igen efter jul, derfor er det vigtigt, at forbrugerne kender byttereglerne, lyder det fra Lone Rasmussen, markedschef i Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

Det er ifølge Dansk Erhverv ikke en selvfølge, at alle julegaver kan byttes. Derfor opfordres folk til at orientere sig om byttereglerne.

- Adgangen til at bytte eller returnere en vare er ikke en ret, men en god service, som mange butikker giver deres kunder. Hvis gaven skal byttes er det derfor vigtigt, at man har en bon med, hvis der ikke er byttemærke på gaven og overholder den frist, butikken har sat for bytning, oplyser Lone Rasmussen.

Hun oplyser samtidig, at det er vigtigt, at man ikke har klippet mærker af eller brudt plomberingen, ligesom gaven skal leveres tilbage til butikken i original emballage, hvis emballagen har betydning for varens værdi.