Minister og lærerformand i opgør om folkeskolereform og lærernes arbejdstid.

Midt i den anspændte overenskomstkonflikt mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening (KL) giver indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager (R) nu lærerne en opsang, skriver Berlingske.

»Jeg oplever, at der bliver skabt myter,« siger de Radikales leder, som anklager lærerne for at tage regeringens forslag til en folkeskolereform som gidsel i deres faglige kamp.

»Danmarks Lærerforening antyder i deres kampagner, at lærerne med regeringens reformudspil ikke får tid til forberedelse, hvilket skulle føre til discountundervisning. Men det billede kan jeg slet ikke genkende,« siger Margrethe Vestager.

Folkeskolereformen lægger op til, at eleverne skal gå i skole hele dagen og have flere undervisningstimer. Det, frygter lærerne, vil gå ud over kvaliteten og deres forberedelsestid.

»Men det kan jeg ikke se noget argument for,« siger Margrethe Vestager. »Med vores udspil vil nogle lærere forberede sig i længere tid, andre i kortere, fordi skolen skal afspejle det lærerkollegium og de udfordringer, der er lokalt. For mig er det åbenlyst, at det er bedre at tilrettelægge undervisningen fleksibelt på den enkelte skole frem for centralt.«

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, ser Vestagers udmelding som »en helt utilstedelig indblanding i lærernes overenskomstforhandlinger«.

»Det underminerer fuldstændig forhandlingerne, når ministeren så entydigt går ud og bakker op om den ene part. Margrethe kan sige alt, hvad hun vil, at vi skal have en bedre folkeskole. Men det hænger ikke sammen, når man bare vil skrue op for undervisningstimerne ved at skære i forberedelsen, for det er jo dér, timerne skal komme fra,« siger han.

Mandag mødes lærerne og KL til drøftelser i Forligsinstitutionen.