I en tid med meget terror er det ikke altid let at være muslim. Arian Kashef testede derfor danskernes tiltro til andre mennesker ved at lave et verdenskendt socialt eksperiment i Aarhus.

'Jeg er muslim - ikke terrorist. Stoler du på mig? Så giv et kram.'

Sådan står der på det store papskilt ved siden af den velklædte mand med bind for øjnene . Han har begge arme strakt ud til siden - helt klar til at give en krammer. Men er der nogen, der tør nærme sig?

Mange tanker gik gennem Arian Kashefs hoved, da han stillede sig ud på åben gade i Aarhus med sin kameramand og testede, om danskerne turde give ham en krammer.

Tv-eksperiment overrasker: Se hvem, der vil dele sin mad med en sulten fyr

»Det var meget underligt at stå der med bind for øjnene. Jeg vidste jo ikke, om folk ville kommer over og kramme mig. Men da de så begyndte at kramme mig, så fik jeg energi,« fortæller Arian Kashef, der har fået idéen til det sociale eksperiment fra andre, der har lavet den slags videoer før.

Blandt andet lavede den unge htx-studerende Zerak Satari en lignende video i Sønderborg kort efter terrorangrebet i København i februar 2015. Også dengang var det sociale eksperiment yderst populært på de sociale medier.

Arian Kashef har også tidligere lavet andre sociale eksperimenter, som han har lagt ud på sin youtube-kanal, Arianplanet K.

Han fortæller, at han fik idéen til at lave denne video længe før terrorangrebet i Paris fandt sted. Men han synes, at det blev ekstra aktuelt at lave den nu:

»Det kan godt være, der er nogle derude, der råber Islam og dræber, men det er ikke den religion, jeg er del af, og derfor ville jeg gerne lave det her,« siger Arian Kashef, der til dagligt er ved at uddanne sig til skuespiller.

Her slår han kæresten på åben gade i København - hvem griber ind

Og han virker da også rimelig tilfreds med udfaldet af det sociale eksperiment. For som det ses på den rørende video, så kommer der godt gang i krammene, når først den første person har taget sig sammen til at give en kræmmer.

»Lige i starten var der mange, der bare kiggede. Men da de så, at nogle andre begyndte at kramme, så ville de også give et kram,« siger Arian Kashef, der også afslører, hvad folk sagde til ham, da de krammede.

»Mange sagde bare: 'Jeg stoler på dig' eller 'hav en god weekend', mens  børn spurgte: 'Hvorfor har du bind for øjnene'', fortæller Kashef, der også har denne facebook-side, hvor man kan følge hans eksperimenter.