Videoen viser den stormflod, der fulgte med stormen Bodil i 2013. Her måtte alle ansatte ved Vikingeskibsmuseet ved Roskilde Fjord kæmpe en hård kamp for at redde de uvurderlige vikingeskibe.

Vikingeskibsmuseet ved Roskilde Fjord er i store problemer. Ledelsen ønsker at rive den fredede bygning, der huser de verdenskendte vikingeskibe, ned og bygge en ny. Anmodningen er dog blevet mødt med et nej fra Slots- og Kulturstyrelsen, selvom man fra museets side mener, at bygningen er i så dårlig stand, at en evakuering af skibene kan blive en realitet. Nu tager museet det ultimative og sidste skridt.

Det lands- og verdenskendte danske museum Roskilde Vikingeskibsmuseum står i en rigtig skidt situation. Den snart 50 år gamle bygning, som huser vikingeskibsmuseet ved Roskilde Fjord, er ifølge direktøren bedst egnet til nedrivning, men det må den ikke blive, fordi den er fredet. Ifølge Slots- og Kulturstyrelsen bør bygningen i stedet kunne restaureres tilfredsstillende. Nu skal kulturminister, Mette Bock, træffe den endelige afgørelse om, hvor vidt bygningen skal affredes.

Ophæv fredningen og lad os rive den gamle bygning, der er i elendig stand, ned og bygge en ny, der sikkert kan huse vikingeskibene, lyder det i grove træk fra ledelsen hos Vikingeskibsmuseet. Mens det fra Slots- og Kulturstyrelsen lyder, at bygningen, der huser de vigtige vikingeskibe, bør kunne restaureres i et sådan omfang, at vikingeskibene kan blive og være i sikkerhed på deres plads få meter fra fjordens vand.

Her står sagen mellem de to parter. Og derfor har man fra museets side valgt at indbringe sagen om fredningen for den sidste instans i landet; kulturminister Mette Bock (LA).

Slår hovedet med mur efter mur

Og det skyldes, forklarer direktør for Vikingeskibsmuseet Tinna Damgård-Sørensen, at man er nået til et punkt, hvor det snart ikke længere er forsvarligt at huse de berømte og ekstremt vigtige vikingeskibe, der årligt trækker besøgende fra hele verden, i den fredede bygning ved fjorden.

»Vi har kæmpet for en restaurering i snart 15 år og har gang på gang slået hovedet mod den ene mur efter den anden. Men nu er der gået så lang tid - og vi har haft en stormflod - så det er kommet så vidt, at en restaurering ikke længere er nok. Bygningen er nået så langt, som den kan, og derfor ønsker vi den affredet, så vi kan lave et nyt projekt, der kan huse vikingeskibene og stå imod de klimaforandringer og stigende vandstand, som vil komme i fremtiden,« siger Tinna Damgård-Sørensen.

Vikingeskibsmuseet ved Roskilde Fjord.
Vikingeskibsmuseet ved Roskilde Fjord. Foto: Brian Bergmann
Vis mere

Med sig i ryggen har hun en rapport fra ingeniørfirmaet Rambøll, som siger, at museet tager vand ind. Og ifølge Tinna Damgård-Sørensen er den membran, der står mellem skibene og elementerne ved fjorden, stort set intet værd længere. Og det er bare et af flere problemer.

»Vi står på en utæt bund, alle vægge skal ombygges og taget skal skiftes,« forklarer hun.

'Det er en rigtig skidt situation, vi står i'

I december måned sidste år fik museet nej til en affredning - og dermed potentielt en ny bygning ved fjorden. Det skyldtes blandt andet undersøgelser fra Teknologisk Institut. Her var konklusionen, at en restaurering fortsat bør være mulig og tilstrækkelig.

»Undersøgelser fra Teknologisk Institut viser, at Vikingeskibshallen ikke er i så dårlig stand, som man kunne have frygtet. Derfor kan vi som bygningsfredningsmyndighed ikke ophæve fredningen af bygningen. Det er vigtigt at understrege, at der er rigtig meget, man kan gøre i forhold til at forbedre og udbygge den fredede bygning, så den bliver mere tidsvarende, får bedre adgangsforhold og nye udstillingsmuligheder,« udtalte enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen, Merete Lind Mikkelsen, da det stod klart, at tommelfingeren blev vendt nedad til museets ønske om en affredning.

Dermed fulgte styrelsen en indstilling fra Det Særlige Bygningssyn, der er rådgiver styrelsen i sager om netop fredning af bygninger. Og det har fået museet til at gå til den sidste instans, kulturminister Mette Bock.

Hvis det bliver et nej fra kulturministeren, så kan det ifølge Tinna Damgård-Sørensen i sidste ende resultere i en flytning af vikingeskibene.

»Det er en rigtig skidt situation, vi står i. Faktisk er vi derhenne, hvor det kan blive aktuelt at flytte skibene og opbevare dem et andet sted, for at de ikke skal gå til. Hvis det bliver aktuelt, så taber både bygningen og skibene, da de er tænkt som et samspil, hvor placeringen ved fjorden spiller en vigtig rolle,« siger Tinna Damgård-Sørensen.

Kulturministeriet oplyser til BT, at man har modtaget en anmodning fra Roskilde Vikingeskibsmuseum om at ophæve fredningen af bygningen. Men da kulturministeren er ankeinstans i sagen, ønsker hun ikke at kommentere den.