Arkitekt Bjarke Ingels boligbyggeri 8tallet vandt torsdag World Architecture Festivals pris for bedste boligbyggeri. For tre år siden tog hans VM Bjerget samme pris.

BARCELONA - Man skulle gerne have en følelse af at befinde sig i en blanding af italiensk bjerglandsby og københavnsk boligkarré, har arkitekt Bjarke Ingels sagt om sit boligbyggeri 8tallet i Ørestad Syd. Torsdag aften blev byggeriet med 476 lejligheder og byhuse kåret som verdens bedste. Det skete i Barcelona på World Architecture Festival, WAF, hvor 700 færdige byggerier og fremtidsprojekter fra 66 lande konkurrerer i en række kategorier. LÆS OGSÅ:  Det er anden gang, at et boligbyggeri af den efterhånden verdensberømte unge arkitekt vinder førsteprisen på WAF. I 2008 blev VM Bjerget, der ligeledes ligger i Ørestad, også kåret som verdens bedste boligbyggeri. 8tallet er Københavns største boligbyggeri og ligger med udsigt over Kalvebod Fælled. Det utraditionelle byggeri, hvor man f.eks. kan cykle fra bunden og op til øverste etage langs byhusene, har allerede vundet en række priser og er allerede blevet et tilløbsstykke blandt udenlandske arkitekter og studerende.