Venstres utraditionelle efterlysning af en borgmesterkandidat i Skanderborg har ikke båret frugt.

I starten af året indrykkede partiet en jobannonce i flere ugeaviser, men partiet har ikke modtaget nogen kvalificerede svar på den.

Kun et par dagpengemodtagere, der ikke var interesserede i stillingen, har søgt, fortæller formand for Venstre i Skanderborg Jens Erik Sørensen til DR Østjylland.

»Der er kommet et par fra Sjælland, hvor kommentaren har været: 'Jeg skal jo søge to om ugen, og du får den ene', siger han.

Selvom annoncen ikke har fået nogle mulige borgmesterkandidater ud af busken, er der dog langt fra tale om en fiasko, siger Jens Erik Sørensen, der er tilfreds med den store opmærksomhed, Venstre har fået.

»Annoncen var mest tænkt for at skabe opmærksomhed over for Venstres medlemmer i Skanderborg frem mod opstillingsmødet, hvor vi skal have udpeget Venstres borgmesterkandidat,« siger han til DR Østjylland.

Hvis du går med en borgmester i maven - og desuden bor i Skanderborg - så kan du nå det endnu: Ansøgningfristen er i dag, onsdag.

Ellers vil Venstre i Skanderborg rette opmærksomheden mod byrådsgruppen for at finde en borgmesterkandidat.