Tirsdag begyndte Arbejdsretten behandlingen af konflikten mellem Amin Skovs Restaurant Vejlegården og 3F, der brød ud efter, at Amin Skov havde havde tegnet overenskomst med Kristeligt Fagforbund

Det var en optimistisk og veloplagt Amin Skov, der tirsdag havde taget turen fra hans blokaderamte Restaurant Vejlegården til Arbejdsretten i København. Ligesom foran restauranten i Vejle måtte han også her kæmpe sig forbi 3F's medlemmer, der var mødt frem med de røde faner og buh-råb.

Konflikten er bragt til Arbejdsretten af Kristelig Arbejdsgiverforening (KA), og retten skal de kommende uger vurdere, om 3F's blokade foran restauranten har været for vidtgående. Amin Skov og KA mener, at 3F's blokade foran Restaurant Vejlegården er ude af proportioner - især fordi hans ansatte aldrig har været organiseret gennem 3F, og at overenskomsten med Krifa er godkendt af Arbejdsretten.

- Vi vil gerne have, at 3F begynder at fokusere lidt mere på de 65 procent af branchen, som ikke er organiseret og begynder at bruge deres kræfter på dem, der ikke har ordentlige arbejds- og lønforhold. Ikke på virksomheder som Vejlegården, som aldrig har været omfattet af en 3F overenskomst og som har ordentlige vilkår, siger Amin Skov. 


Han håber, at sagen kan flytte 3F's fokus over på de virksomheder, hvis ansatte ikke har en overenskomst.

- Vi håber på, at det kan sætte fokus på, at blokaderne bliver ramt, der hvor det er nødvendigt. Altså steder som ikke bidrager til et ordentlig arbejds- og lønforhold, og ikke er omfattet af en anerkendt dansk overenskomst, siger han.