Spiseforstyrrelse. Fornuft og følelser kæmper side om side, når anoreksien viser tænder og gør en fornuftig kvinde på 27 år til et trodsigt barn på tre.
Det er fredag eftermiddag. Solen skinner, og alle døre og vinduer står åbne. Inde fra huset kan man høre barnelatter og en kærlig kvindestemme. Der bliver leget og hygget og set »Far til Fire« film.
»Kom bare ind,« lyder det fra den unge mor, der smiler på den imødekommende måde, man nu en gang gør til et menneske, man har mødt før.
Smilet bliver naturligvis gengældt, men det gør hendes umiddelbare genkendelse slet ikke.
For hun er ikke til at kende, 27-årige Karina Obitsø Kristensen. Sidst vi mødtes, den 8. februar, var til et interview ved hendes sengekant på afdeling M1 på Holstebro Sygehus. Der lå hun og kæmpede for sit liv og for at blive indlagt på en specialafdeling for folk med spiseforstyrrelser på det psykiatriske hospital Risskov ved Aarhus.
Nu ser hun sund og frisk ud. Væk er de indfaldne kinder og det triste blik, de markerede kraveben og de benede skuldre. Hun er solbrun, har flettet sommerhår og hendes kridhvide tænder afsløres af et afslappet smil.
Plus 16 kilo
Men skinnet bedrager - i hvert fald lidt. Karina er stadig indlagt på Risskov. Dagene hjemme i rækkevillaen hos kæresten, Per, og deres søn, Oliver, er kun et weekendbesøg og faktisk det første besøg med to overnatninger i egen seng i mange måneder. Karina er nemlig langt fra rask og skal stadig have selskab, når hun skal spise. Det er måltiderne, der presser hende. Anoreksien tager over og blokerer hendes hjerne, når der er mad på tallerkenen.
Derfor er hendes mor, Birthe Grynderup Kristensen, også kommet kørende fra Struer til villakvarteret i Holstebro for at spise et mellemmåltid sammen med hende.
»Jeg har taget 16 kilo på, siden jeg blev indlagt i Risskov den 17. februar. Ét kilo om ugen. Det er reglen, ellers kan man ikke være på afdelingen,« fortæller hun om vægtforøgelsen, der kræver, at hun indtager 4000 kalorier om dagen. Det dobbelte af et normalt behov for en ung kvinde på hendes alder og absurd meget for et menneske, der minutiøst har talt hver eneste kalorie, hun har indtaget, i 15 år.
»Helt ned til én kalorie i 250 milliliter Cola Zero. Det svarer til fire i en liter,« siger hun med et ironisk smil. Og fortæller helt nøgternt, hvad hun skal spise i løbet af dagen. Måltider, der skal indtages på tid. 30 minutter til hvert af dagens tre hovedmåltiderne og 20 minutter til de to mellemmåltider.
»Det er lige meget, om det er noget mad, jeg kan lide. Det skal bare overståes, og jeg kan blive som en trodsig tre-årig, når jeg ser al den mad,« fortæller hun. Men når hun det ikke inden for tidsrammen, idømmes hun en »straf«; en drik, der indeholder 300 kalorier ekstra.
»Og så er det lige meget, om man kun mangler at spise en halv kartoffel.«
Ifølge Karina er den stramme styring nødvendig og nøglen til at blive rask. Det er det, de kan på hospitalet i Risskov, hvor ressourcerne er samlet til fordel for de 14 patienter, der er plads til på afdelingen.
»Fysisk set har jeg det jo helt fantastisk og mangler kun 3,7 kilo for at være på min målvægt. Men inde i hovedet har jeg det meget, meget værre. Behandlingen lige nu går udelukkende på vægten. Men sygdommen, ano-reksien, kan ikke forstå, at jeg skal se sådan her ud og væmmes ved det,« siger Karina med et lille, vemodigt smil. Behandlingen af den psykiske del af sygdommen begynder først, når hun har nået målvægten på 56,7 kilo, og den har været stabiliseret i seks uger.
Derfor håber Karina, at der er et bo-tilbud til hende, når hun udskrives fra Risskov. Et sted, hvor der tages fat på de psykiske aspekter af anoreksien og de dybereliggende årsager til, at hun blev syg.
Lavt selvværd
»Når jeg tænker tilbage, var hun nok kun 11 år, da det begyndte. Men dengang troede vi, det var angst,« fortæller Birthe.
Familien boede i Vinderup dengang, og Karina havde en svær skoletid med grov mobning.
»På et tidspunkt måtte jeg simpelthen tage Karina ud af skolen, for der blev ikke taget hånd om det,« siger Birthe med vrede og frustration i stemmen.
»Det gik ud over mit selvværd. Og det er der aldrig blevet rettet op på. Jeg syntes ikke, at jeg kunne noget som helst. Men at styre, hvad jeg spiste og min vægt, det var jeg god til,« forklarer Karina.
Men der gik længe, før Birthe fik mistanke om, hvad der foregik i Karinas hoved.
»Da hun var 14-15 år, begyndte hun at finde på alle mulige undskyldninger, når vi skulle spise. Og kunne hun ikke undgå det, så kastede hun op bagefter. Så anoreksien begyndte vel egentlig som bulimi,« fortæller hun.
Alligevel var Karina så disciplineret, og det er de fleste anorektikere faktisk, at hun fik en fin afgangseksamen. Både fra folkeskolen og handelsskolen.
»Jeg kom også i lære i Rema 1000 og manglede faktisk kun én måned af min elevtid. Men da var jeg blevet for syg. Nu er min HG-eksamen forældet,« fortæller Karina, der drømmer om at blive ambulanceredder, hvis der var frit valg på alle hylder.
»Jeg tænker, at det er et dejligt job at kunne hjælpe folk i nød.«
Men trods et lavt selvværd og en dødelig sygdom, har Karina taget store beslutninger de seneste måneder.
»Det var da hårdt at stå frem i medierne. Og jeg blev også ked af det, da I skrev, at jeg havde taget en anden kvindes plads. Selv om jeg godt ved, at det jo bare var endnu et udtryk for den enorme mangel på behandlingspladser,« siger Karina, der slet ikke kan huske, hvordan hun mobiliserede kræfterne til interviews i de hektiske dage, da hendes historie ramte medierne.
»Det var ren overlevelse, vil jeg tro. De sidste kræfter - hvad var alternativet?« spørger hun retorisk.
Interessen for hendes historie og henvendelserne var mange. Henvendelser som familien blankt afviste.
Men da TV2 Dokumentar kontaktede familien i de dage, hvor Karinas situation stadig var usikker, skulle der tages en stor beslutning.
Ville Karina lade et kamerahold følge sig ved en mulig indlæggelse? Sammen med familien? I behandlingen på Risskov og ikke mindst, når hun skulle spise?
»Det var faktisk det værste. Et kamera helt oppe i ansigtet, når jeg skulle spise. Det er det sygdommen hader allermest. At spise når andre kigger på. Det er SÅ grænseoverskridende, og ingen af mine medpatienter på afdelingen ville filmes i den situation,« fortæller Karina, der besluttede sig for at sige ja til TV2.
Hun pointerer dog på det kraftigste, at det ikke er hendes personlige behov for at komme på tv, der ligger bag beslutningen om at stå frem.
»Jeg gør det for at sætte fokus på problemet,og for at vise omverdenen, politikerne og sundhedsvæsnet, at det virker at komme i behandling,« siger Karina og tilføjer:
»Og så har det været en måde at holde mig selv fast. At der kom et tv-hold, der gerne skulle kunne dokumentere en positiv udvikling.«
Optagelserne slutter i august, og forløbigt har Karina fået at vide af tilrettelæggerne, at programmet sendes i løbet af efteråret.
