De fleste af os ved, at en øl er lig med en genstand, men hvad med et glas vin?

Her er usikkerheden blandt danskerne større, og langt de fleste gætter forkert, når de skal anslå, hvor mange genstande der er i en almindelig vinflaske.

En undersøgelse foretaget af Epnion på vegne af Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden, viser, at der kun 12 procent af de 3.022 adspurgte kunne give det rigtige svar, nemlig at der er syv genstande i en flaske vin med alkoholprocenten 12,5.

»Vi kan se, at der er relativt mange, som tror at der er færre genstande i en flaske vin, end der i virkeligheden er,« siger seniorprojektleder Michelle Laviolette fra Rådet for Sikker Trafik.

»Det kan være rigtig farligt, hvis man tror, at man kan køre, efter man har drukket en halv eller en hel flaske vin. Især hvis man også laver det her nummer med at sidde og tælle genstande, og så tæller forkert, som vi ved, at der er mange der gør, fordi de glemmer, hvor meget de egentlig har drukket,« siger hun.

Rådet for Sikker Trafik anbefaler derfor, at man nøjes med at drikke en enkelt genstand, hvis man er blevet udnævnt til aftenens chauffør.

»Så er man på den sikre side. Det kan godt være, at din promille ikke kommer helt op på grænsen på 0,5, men man kan meget nemt komme til at risikere at køre spritkørsel uden at vide det, da der skal meget mindre til, end folk går og tror,« siger Michelle Laviolette.

Generelt er antallet af ulykker med spirituspåvirkede bilister faldende, men seniorprojektlederen understreger, at der stadig er for mange, der kører bil i påvirket tilstand.

»Hvis vi ser på spritulykkerne, så går det heldigvis den rigtige vej. Det er den gode historie i det her,« siger hun.

»Der er langt færre, der dør i spritulykker eller kommer alvorligt til skade end tidligere, men der er stadig liv, der skal reddes derude, fordi der kører folk rundt med for meget alkohol i blodet,« siger Michelle Laviolette.

Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden gennemfører i øjeblikket kampagnen »Klar til et pust«, der skal gøre danskerne opmærksomme på at lade bilen stå, når de har drukket alkohol.