Kähler Design sagsøger nu en konkurrent for at have kopieret den populære serie af Omaggio-vaser.

Der var mange, der gik forgæves i butikkerne, da sommerens helt store samtaleemne, Kählers jubilæumsvase, blev revet væk fra hylderne.

Den berømte vase skabte masse-hysteri i Danmark, hvor skuffede Kähler-fans måtte ty til brugtmarkedet og byde flere tusinde kroner over butikspriserne for at sikre sig et eksemplar af den messing-stribede Omaggio-vase.

Nu er der imidlertid konkurrenter, der forsøger at slå plat på Kählers succes. Det mener succes-virksomheden i hvert fald selv.

Læs også:

Kähler har nemlig sagsøgt den danske interiør-virksomhed Speedtsberg, der bl.a. har produceret en vase, som ifølge Kähler minder for meget om deres Omaggio-serie - deriblandt også den berømte jubilæumsvase.

»Vi mener bestemt, at den vase ligner vores Omaggio-vase, som jo nærmest er synonym med Kähler, for meget. Derfor har vi startet en sag mod producenten,« siger Kähler Designs direktør, Jesper Holst Schmidt, til BT.

Speedtsbergs kobber-vase til venstre, Kählers messing-vase til højre.
Speedtsbergs kobber-vase til venstre, Kählers messing-vase til højre.
Vis mere

»Det er jo helt naturligt, at Kähler som meget populært brand møder virksomheder, som forsøger at udnytte den succes ved at krænke Kähler-brandets varemærkemæssige rettigheder, og vi har derfor besluttet at reagere over for alle de krænkelser, vi ser i markedet. Men det ærgrer os utrolig meget, at vi skal bruge store summer på at køre sager i stedet for, at vi kan bruge ressourcerne på mere fremadrettede projekter.«

»Men det, som ærgrer os allermest, er, at vi risikerer, at forbrugerne forveksler en Omaggio-vase fra Kähler med en kopi-vase, som slet ikke lever op til samme kvalitet og design og dermed forringer forbrugerens opfattelse af Kählers produkter,« siger direktøren.

Speedtsbergs 'Saxo'-vase til venstre, Kählers 'Omaggio'-vase til højre.
Speedtsbergs 'Saxo'-vase til venstre, Kählers 'Omaggio'-vase til højre.
Vis mere

BT har været i kontakt med Speedtsbergs ejer og produktudvikler, Susanne Speedtsberg, der henviser til sin mand, Carsten Speedtsberg.

Trods gentagne forsøg over flere dage på at komme i kontakt med Carsten Speedtsberg er han ikke vendt tilbage på BT’s henvendelser.

Læs også:

Speedtsbergs vaser er på hylderne i bl.a. ILVA og IDEmøbler, men det arbejder Kähler altså i disse uger på at få sat en stopper for.

Kähler har først kørt en bevissikringssag, hvor fogeddommeren fandt, at Speedtsbergs vaser krænkede Kählers rettigheder. Derefter har man startet et retssag mod virksomheden. Kähler forventer en dom, inden året er omme.