Syg dansker udskrevet fra hospitalet og fløjet det første stykke på vej hjem.

Den 47-årige Michael Christensen, der siden august har ligget strandet på Vicente Sotto Hospital i Cebu City i Filippinerne, er nu endelig på vej hjem.



Danskeren er udskrevet fra hospitalet og allerede fløjet med det første fly, et ambulancefly, der skal bringe ham det første stykke af den lange vej tilbage til Danmark.

Det oplyser Janne Tholstrup, der står bag en stor indsamling på Facebook, der har skaffet penge til den kvæstede mands hjemtransport.



På støttegruppens hjemmeside skriver hun onsdag middag:

- Vi har her til morgen fået oplyst, at Michael er udskrevet fra hospitalet, og at han allerede er fløjet med ambulancefly. Jeg ved, de har flere stop undervejs, og jeg ved ikke hvornår, de forventes at ramme København. Det kan tage op til et par døgn. Men fuglen er lettet. Jeg holder vejret...



Michael Christensen blev alvorligt såret, da han kørte galt på en motorcykel under et ophold på Filippinerne. Han har ingen rejseforsikring, og hans forældre har allerede betalt store summer til sønnens behandling i det fjerne Østen.

Den 47-årige dansker kan ikke gå, knap nok tale, og han er blevet stærkt afkræftet efter de mange måneders ophold i en hospitalsseng.

Janne Tholstrup fra København læste om Michael ved et tilfælde og besluttede at kaste sig ind i kampen for at redde den alvorligt syge mand. Hun startede en indsamling på Facebook og har på få måneder fået samlet mere end 360.000 kroner sammen til at dække hjemtransporten.