En bølge af livsfarlige stenkast fra motorvejsbroer har ramt Danmark. Alene i 2016 har politiet registreret syv forbrydelser

30 kilo. Så meget vejede en af de betonsten, som en eller flere ukendte gerningsmænd kastede ud fra en motorvejsbro ved Langesøvej på Fyn søndag morgen.

Den største af stenene ramte en tysk familiebil og dræbte en 33-årig kvinde på stedet, mens hendes mand blev livstruende kvæstet. Parrets femårige søn slap med skrammer.

Den iskolde handling, der bliver efterforsket som en drabssag, er blot én i rækken af en lang række lignende tilfælde.

Alene i 2016 har politiet registreret syv forbrydelser, hvor genstande er blevet smidt ud fra motorvejsbroer.

I onsdags hamrede en mand direkte ind i en to meter lang træstamme, som blev kylet ud over en bro på motorvejen E20 ved Odense.

Og nu har den grusomme dødsleg spredt sig til Jylland, hvor en gruppe unge er eftersøgt for at have kastet sten mod en vagtbil på en motorvej i Silkeborg. Da vagten i går morges kørte under en bro ved Østre Ringvej, blev der kastet flere sten på mellem otte og ti kilo mod ham.

»Da han kom om på den anden side af broen, faldt der en sten ned foran bilen ca. fem meter fra ham,« siger Mette Therkildsen, som er fagkoordinator ved Lokalpolitiet i Silkeborg, til BT.

Hun forklarer, at anmelderen fra Vejdirektoratet kørte fra motorvejen og så flere unge mennesker på broen.

»Han kører op ad en tilkørselsrampe og observerer fire drenge og to piger på omkring 16 år løbe derfra,« fortæller Mette Therkildsen.

Lader sig inspirere

Der er med stor sandsynlighed en sammenhæng mellem de uhyggelige kriminelle gerninger, vurderer Roland Durup, der er ekspert i ungdomskriminalitet og psykologi.

»Der er ikke nogen tvivl om, at disse handlinger kan inspirere andre, der tænker ’hold da op, det er spændende, det her.’ Vi har jo også tidligere set flere eksempler på, at unge har lagt sten på togbaner. Det er hamrende farligt, men det giver dem et kick. Det er det samme, der sker her,« forklarer psykolog Roland Durup fra Børnesagens Fællesråd, der bl.a. arbejder med kriminalitetsforebyggelse blandt unge.

I løbet af de senere år har der været talrige lignende hændelser i Danmark.

31. januar i år blev en bil med fire personer ramt af en betonflise. Moderen i bilen fik en hovedskade, mens de to børn og faren slap uden skader. Denne forbrydelse skete ved samme motorvejsbro på Fyn som søndagens tragiske hændelse.

Søger vidner

Fyns Politi har modtaget flere henvendelser i sagen om den dræbte tyske kvinde, men indtil videre har det ikke ført til et gennembrud i efterforskningen. Politiet oplyser, at den 36-årige familiefar er i kritisk, mens stabil tilstand, mens parrets 5-årige søn er blevet fragtet tilbage til Tyskland, hvor pårørende tager sig af ham.

I går kom det frem, at den dræbte kvinde var kommunalt ansat på rådhuset i den tyske by Recklinghausen. Hendes chef, forvaltningschef Christoph Tesche, er rystet over sagen.

»Omstændighederne ved hendes død gør os alle utroligt fortvivlede. Hvis vi som arbejdsgiver kan støtte familien på nogen måde, så gør vi det,« siger han til den tyske avis Bild.

(Artiklen fortsætter under kortet)

Det kunne have været mig

Én af de registrerede episoder hændte for Kenneth Faaborg Schrøder fra Højby ved Odense. Han fik et chok, da en træstamme pludselig hamrede ned i asfalten på Fynske Motorvej, lige foran snuden på hans bil, en Audi A2, da han kort før klokken halv et natten til torsdag med 110 kilometer i timen gennem mørket var på vej hjem efter endt arbejdsdag.

Træstammen på et par meter i længden og 30 centimeter i diameter blev kastet ned fra motorvejsbroen ved Blommenslyst vest for Odense, og ifølge den 46-årige helikopterpilot kan den handling kun have været udført med fuldt overlæg:

»Det kunne være gået grueligt galt. Den eller de, som gjorde det, har helt sikkert gjort det med vilje og forsøgt at ramme mig. For der var ingen foran mig og ingen bagved. De har set lygterne på min bil og så smidt træstammen ned for at ramme. Det var helt overlagt,« siger Kenneth Schrøder til BT.

Ramte ved siden af

Heldigvis havnede den tunge træ-kævle sådan, at Kenneth Schrøders Audi A2 lige nøjagtig ikke blev ramt direkte men kørte hen over den, så kævlen med et brag hamrede op under bilen og ikke landede ovenfra.

Hvilket desværre og ulykkeligvis var, hvad der skete, da en tysk families bil – med den tilsvarende vanvittige handling, der skete natten til søndag – blev ramt af en 30 kilo tung betonflise, som blev kastet ned fra motorvejsbroen på Langesøvej, der går hen over E20 kun godt en kilometer længere mod vest.

Flisen dræbte en 33-årig kvinde, mens hendes 36-årige mand blev alvorligt kvæstet. Parrets femårige søn, som sad fastspændt på bagsædet, overlevede uden fysiske mén. Men må altså nu vokse op uden sin mor.

»Jeg fik et chok i torsdags, og så fik jeg lige et mere søndag, da jeg hørte, at der var en, som var blevet dræbt. Faktisk synes jeg, jeg har det værre efter dét, der skete i søndags, for så kommer man for alvor til at tænke tingene igennem. Det kunne jo lige så godt have været mig,« siger Kenneth Schrøder, som de kommende dage har tænkt sig at benytte den gamle hovedvej i stedet for motorvejen for at undgå broerne.