Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Bor du i Vrensted nær Løkken i Nordjylland, så skal du koge vandet, inden du bruger det til noget.

Der er nemlig fundet coliforme bakterier i vandet.

Det skriver TV 2 Nord.

Det er Vrensted Vandværk, der mandag aften giver den besked. Ansatte ved vandværket har flere steder i byen sat sedler op med, hvad man må, og hvad man ikke må bruge vandet til. Alt vand rådes til at blive kogt.

»Vi kan endnu ikke sige, hvorfor vandet er forurenet, det er helt ny information, vi har fået, fra nogle analyseprøver, som blev taget i fredags,« siger Leif Anker Jensen, der er formand for vandværket, til BT.

'Der er en overskridelse på coliforme bakterier og kim 22 grader på Vrensted Vandværk, som du får vand fra. Derfor anbefales det at koge alt vand, der bruges til drikkevandsformål,' skriver vandværket på sedlerne.

Leif Anker Jensen fortæller, at borgerne skal fortsætte med at koge vandet, til de får grønt lys af kommunen og vandværket igen.

»Den er rigtig, rigtig ærgerlig den her situation, fordi vi har altid haft godt vand i kommunen. Vi skal nok få hurtigt styr på det igen. Vi sætter et anlæg til at rense vandet med det samme, og det anlæg kommer vi til at have på, til vi ved, hvorfra forureningen kommer,« siger Leif Anker Jensen.

Han kan ikke give nogen tidshorisont for, hvornår borgerne i Vrensted får grønt lys til at bruge vandet på normal vis.

»Umiddelbart sker der ingenting, hvis man indtager vandet. Hvis man drikker det i store mængder, vi snakker 10 til 15 liter, så kan det være, man får dårlig mave,« siger Leif Anker Jensen.