Valdemar Anton Vest-Lillesøe, 29 år, Bor på Christianshavn, Autoriseret fysioterapeut, studerer overbygning på RUC, boede i alt 20 år i staden.

- Christiania er mine forældres projekt. Det er deres drøm og følelser, der indledte det og stadig holder det kørende. De arbejder jo i døgndrift. Jeg tager virkelig hatten af for det, men for at være så engageret, skal man ville det 100 procent. Det vil jeg måske også, men det er mere på deres vegne. For hvis jeg skulle gå ind i det her, ville jeg møde en masse konflikter.

Hvis jeg flyttede ind, kunne jeg ikke bare være passiv herinde, fordi jeg ville føle, at jeg så ikke videregav arven rigtigt.

Lige meget hvor man bor og er tæt på sine forældre, tror jeg, at det er meget naturligt at søge væk fra det, uanset hvor godt eller skidt det er. Man vil altid føle, at man bliver sammenlignet, og det er svært.

Men jeg elsker Christiania på godt og ondt. Det er utrolig inspirerende, men der er også mange røvhuller, ligesom på Vesterbro og Nørrebro.

Sundt med noget andet
Det kan godt være, at jeg kommer tilbage og bor på Christiania, men jeg tror også, det er sundt at prøve noget andet for ligesom at sætte tingene i perspektiv.

Alle ting er meget politisk betonede, som smitter én meget tidligt i éns barndom, så man bliver meget politisk bevidst i forhold til andre, som måske ikke har en mening om tingene på samme måde, som man selv har, fordi vi har tingene tæt inde på os selv.

Christiania vil gerne favne bredt og have, at der skal være plads til alle, og så kommer der automatisk typer, som misbruger det. Der kommer mange hårde typer, som kommer her på grund af hashen. Det er nydere og ikke så meget ydere. Det må man acceptere, hvis man vil bo herude.