En væltet lastbil giver tidligt torsdag morgen problemer for morgentrafikken på Rute 52 mellem Horsens og Silkeborg.

Vejen er i skrivende stund spærret i begge retninger.

Det skriver Sydøstjyllands Politi på Twitter.

»Det er formentlig det glatte føre, der betyder, at lastbilen kommer i slinger og vælter på tværs af kørebanen. Det betyder, at nogle dunke med industriel rengøringsvæske vælter.«

Det fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Klaus Baagøe.

Han tilføjer, at der er tale om et solouheld, og at chaufføren slap med overfladiske knubs.

Den spærrede vej er én af de store indfaldsveje til Horsens, så uheldet giver en del udfordringer for morgentrafikken i området. Både for de trafikanter, der skal til Horsens, og dem som skal på motorvejen væk fra byen.

Lastbilen forulykkede øst for Brædstrup, og politiet har i øjeblikket etableret omkørsel på strækningen.

Politiet oplyser også, at oprydningsarbejdet forventes at vare flere timer.

Hvorvidt kemikalierne udgør nogen risiko for miljøet, bliver i øjeblikket vurderet af en kommunal miljøvagt.

Opdateres...