'Det er ikke første gang, Kasper er stukket af, men det er første gang, at han har været væk så længe.'

Sådan siger en bekymret far, Carsten Henriksen fra Fåre ved Bøvlingbjerg, der har efterlyst sin søn på Facebook.

Ifølge faderen stak den 13-årige Kasper Kristensen af fra Struer Skolehjem sammen med et par andre beboere på hjemmet søndag på et tidspunkt efter klokken 01.

Efterlysning på Facebook

- Det er tre et halvt døgn siden, konstaterede Carsten Henriksen torsdag ved middagstid og tilføjer, at politiet holder udkig efter drengen, men at politiet ikke har ressourcer til at sende en patruljevogn af sted for at lede efter drengen på fuld tid.

Derfor har Carsten Henriksen valgt at efterlyse sin søn på Facebook i håb om, at der er nogen, der har set Kasper.

Kasper har ifølge faderen været stukket af seks til syv gange tidligere, men sidste gang blev han fundet igen efter 24 timer.

Nem at lokke med

- Kasper er en imødekommende dreng, der gerne vil have venner - men han er nem at lokke med, desværre, siger faderen.

Kasper har været anbragt på Struer Skolehjem de seneste fire til fem år.

Forstanderen på Struer Skolehjem, Torben Norup, bekræfter, at den 13-årige dreng er stukket af fra skolehjemmet sammen med en 14-årig dreng og en 12-årig pige. Skolehjemmet modtager meget gerne oplysninger om de forsvundne børn.