Det gælder om at nyde det gode vejr, mens man kan. For man ved aldrig, hvor længe det varer ved.

Den følelse kender de fleste danskere vist, og i denne tid er det ingen undtagelse.

Men selv om solen skinner udenfor torsdag, mens mange nok er på arbejde, så er der ingen grund til at ærgre sig over de missede solstråler. De fortsætter nemlig - heldigvis - lidt endnu.

Det beretter DMIs meteorolog Marrtin Lindberg til bt.dk.

»Torsdag og fredag er vi oppe på 10 grader, og det fortsætter i weekenden. Så vi kan godt kalde det en god weekend,« siger han.

Ifølge Martin Lindberg får vi en blanding af sol og skyer lørdag og søndag, men det ser ud til, at der vil komme sol til hele landet. Især i de nordlige egne kan man forvente fint vejr.

»Temperaturen vil være pæn. Den vil ligge mellem fem og ti grader, og så ser det ud til at holde tørt,« siger meteorologen.

Dog skal man klæde sig ordentilg på, hvis man skal ud i nattekulden. Om natten rammer vi nemlig stadig frysepunktet.

Opholder man sig ved den jyske vestkyst, så må man forberede sig på lidt vind. Efter nogle forholdsvis vindstille dage, tiltager vinden nemlig lørdag, og søndag bliver den jævn til frisk.

Ifølge Martin Lindberg kan man godt sige, at foråret nu for alvor er kommet til landet. Men vil man nyde det gode forårsvej, så gælder det om at skynde sig.

Efter weekenden ser det nemlig ud til at vejret bliver dårligere igen.

»Og påsken ser også ud til at blive køligere og noget ustabil, selv om det kan nå at ændre sig endnu,« siger Martin Lindberg.