De efterhånden mange flygtninge, der er ankommet til Danmark, er ved at blive fordelt rundt om i landet. Men ikke alt er fryd og gammen. I forbindelse med et større antal flygtninges ankomst til Bornholm, har de blandt andet klaget over indkvarteringen.

Utilfredsheden blandt de flygtninge, som ankom til Bornholm søndag, gælder flere ting. Nogle vil hellere være et andet sted i landet, hvor de har familie, andre er ikke glade for den mængde penge, de modtager, og en tredje part er kede af de værelser, de har fået stillet til rådighed på Bornholm, som for manges vedkomne er 3 gange 3 meter, hvor familier med to børn skal bo. Det skrev TV 2 Bornholm mandag.

»Vi er taknemmelige overfor danskerne og deres gæstfrihed, men de værelser vi har fået er for små - de er sikkert gode som feriebolig en dag eller to, men ikke ophold i en længere periode«, siger en flygtning ved navn Abdul Aziz til TV 2 Bornholm.

Frygter for datters liv
En anden asylansøger ved navn Samia Nabil vil meget gerne til et andet sted i landet. Det skyldes, at hun har familie i Randers. Og samtidig er hendes datters helbred dårligt, da datteren, ifølge Samia Nabil, har en psykisk sygdom og derfor ikke spiser, når hun er i omgivelser, hvor hun ikke er tryg. Og det er datteren ikke på Bornholm.

»Jeg er det danske folk dybt taknemmelig for dets venlige behandling. Men min datter er psykisk syg og spiser ikke, fordi hun ikke trives her. Jeg er bange for, at min datter dør af sult. Problemet er ikke maden, for den er fantastisk, og alt er godt. Det her sted passer bare ikke til min datter rent psykisk«, siger Samia Nabil til tv-stationen.

For tiden ankommer rigtig mange flygtninge og immigranter til Danmark, hvor mange også beder om asyl. Og det er efterhånden et stort pres på Dansk Røde Kors, som driver asylcentrene, og Udlændingestyrelsen.

12.000 asylansægere i Danmark
Kontorchef i udlændingestyrelsen Thomas Mortensen forklarer til TV 2 Bornholm, om den pressede situation, som har ført til utilfredse flygtninge.

»Vi er under stort pres for at finde pladser til de cirka 100 personer, som hver eneste dag søger asyl. Her er vi helt afhængige af de muligheder vi modtager fra kommuner landet over, og indtil videre glæder vi os over, at vi i det hele taget har kunnet håndtere indkvarteringen«, siger han til tv-stationen.

Samtidig påpeger Thomas Mortensen, at man fra Udlændingestyrelsens side forsøger at få placeret de efterhånden 12.000 asylansøgere rundt om i Danmark. Og derfor kan man ikke altid placere de forskellige asylansøgere der i landet, hvor de ønsker det.

Du kan læse meget mere om den danske flygtningesituation herunder.