Der er gang i byggeriet i Vestjylland, hvor blandt andet et supersygehus i de kommende år vil give arbejdspladser i byggegranchen. Det betyder ifølge Dansk Byggeri, at der inden længe vil være efterspørgsel på lærlinge i Vestjylland.

- Allerede nu er der virksomheder i Vestjylland, der mangler lærlinge på struktørområdet. Efter sommerferien går byggeriet af det nye supersygehus i Gødstrup i gang, og så forventer jeg, at vi for alvor får problemer med at få lærlinge nok inden for alle områder af branchen, siger regionskonsulent hos Dansk Byggeri i Midt- og Vestjylland, Karl Højhus Jeppesen.

I København er der stor mangel på lærepladser - men de københavnske unge er kræsne, når det kommer til vestjyske lærepladser, lyder det fra Erhvervsskolernes Elev-Organisation.

- Det at flytte fra for eksempel København til Vestjylland er jo en stor ting for et ungt menneske, og derfor skal der være en gulerod. Der skal være en stor grad af jobsikkerhed i de her lærlingejobs, og Dansk Byggeri skal eventuelt også tænke et socialt netværk ind i tiltaget. Man er jo lærling i op til fire år, så man vil i givet fald »flytte sit liv« for en lang periode, siger næstformand i organisationen, Morten Ryom.

De seneste tal fra Undervisningsministeriet viser, at omkring 10.000 unge - flest i København - mangler en praktikplads. I 2006 og 2007, hvor der for alvor var gang i bygge- og anlægsbranchen, indgik Dansk Byggeri en aftale med Københavns Tekniske Skole for netop at inspirere unge københavnere til at tage til Vestjylland, hvor virksomhederne ikke kunne få lærlinge nok. Dengang blev de unge kørt fra København til Jylland i busser for at se nærmere på praktikmulighederne, men det jyske eventyr sluttede, før det rigtig begyndte.

- Krisen kom, og så var det desværre ikke længere aktuelt. Men nu ser det ud til, at vi efter sommerferien igen kommer i den situation, hvor vi må hente lærlinge i København. Så jeg håber, at vi kan få pustet nyt liv i samarbejdet mellem Københavns Tekniske Skole og Dansk Byggeri, siger Karl Højhus Jeppesen.

Siden efteråret 2006 har en del murerlærlinge fra København taget til Vestjylland for at komme i praktik og få deres svendebrev, og ifølge Danks Byggeri er de jyske virksomheder glade for de unge københavnere om omvendt.

- De unge, som vover pelsen og kommer herover, får både en uddannelse og en oplevelse, siger Karl Højhus Jeppesen.