Næsten halvdelen af landets gymnasieelever føler, at de bruger deres smartphones for meget, viser ny undersøgelse.

Man ved det jo godt: Der er ikke sket noget nyt, siden man tjekkede telefonen sidst. Man ville have hørt, hvis der tikkede en SMS ind, eller hvis man ligefrem blev ringet op. Alligevel skal man lige se og tjekke mobilen, for det kunne jo være, at man gik glip af noget.

Og det der med at tjekke sin smartphone temmelig ofte - også når man er i selskab med andre - er der mange, der gør. Især blandt unge er det et fænomen, der vinder frem på godt og ondt, skriver Politiken onsdag og henviser til en ny undersøgelse. Her har mere end 3.500 gymnasieelever landet over forholdt sig til deres eget brug af smartphonen, og 45 procent siger, at de selv føler, at de bruger deres mobil for meget. Samme andel ville gerne skære ned på deres forbrug af mobilen, mens 53 procent af de adspurgte i undersøgelsen indrømmer, at hidtidige forsøg på at skære ned på forbruget er mislykkedes, skriver Politiken.

Søren Riis, lektor i filosofi og videnskabsstudier på RUC, mener, at man som bruger af en smartphone er tvunget til at tage bevidst stilling til, hvor meget man vil bruge den.

»Der er en del moderne filosoffer, der arbejder med, at mennesket er knyttet sammen med verden omkring sig. Det inkluderer for mange moderne mennesker også en smartphone. Teknologien er med andre ord en del af dig – og den sætter dagsordenen, hvis du ikke er bevidst om det. Den er ikke et neutralt værktøj,« siger han til Politiken.

Af undersøgelsen fremgår det også, at 8 ud af 10 føler, at deres smartphone gør deres hverdag lettere, men hver tredje respondent anerkender dog samtidig, at de får udrettet mindre på grund af deres telefon.