Ungdomshuset støtter ikke op om det planlagte byggeri på Jagtvej 69, som skal give tag over hovedet til hjemløse.

Den centrale grund på Jagtvej i København har stået tom siden rydningen af Ungdomshuset for 10 år siden. Men i sidste uge kom det frem, at initiativgruppen ’Vendepunktet’ vil bygge en containerby til hjemløse på adressen.

Nu er Ungdomshuset, som i dag ligger på Dortheavej 61, ude med en pressemeddelelse, hvor de klart og tydeligt understreger, at de ikke er interesserede i det nye byggeri.

’Vi deler ikke den rosenrøde opfattelse af projektet, som en del medier synes at have anlagt. Vi mener derimod, at det oser langt væk af at være et projekt der, under påskud af at skulle hjælpe byens udsatte unge, i stedet bliver brugt som et behændigt forstadie til et egentligt kommercielt byggeri på Jagtvej 69,’ skriver Ungdomshuset i pressemeddelelsen.

Ungdomshuset mener, at byggeriet er blevet pakket ind i en forestilling om, at det skal være et almennyttigt byggeri for hjemløse, mens der i virkeligheden ligger en kommerciel dagsorden bag – noget som Ungdomshuset er meget imod.

De mener, at 'Vendepunktets' projekt bliver brugt som skalkeskjul for, at Jagtvej 69 kan sælges, når den nye metroring er færdig, hvilket højest sandsynligt vil presse prisen på grunden i vejret.

’Som tidligere brugere af Ungdomshuset på Jagtvej 69 og nuværende aktivister i Ungdomshuset på Dortheavej 61, vil vi minde Procasa om, at grundens historie gør det nødvendigt, at den også fremover skal tjene som et offentligt tilgængeligt frirum for hele København,’ skriver Ungdomshuset.

Procasa hjælper med at finansiere forskellige projekter og står blandt andet bag finansieringen af Vendepunktets projekt om en containerby til hjemløse. Dog mener Ungdomshuset, at de er nogle ejendomsspekulanter, som gerne vil tjene penge på Jagtvej 69.

Ungdomshuset opfordrer Procasa til at sælge Jagtvej 69 til Fonden Jagtvej 69, som er oprettet for at købe grunden tilbage, og understreger, at kampen om grunden fortsætter.

'INTET GLEMT, INTET TILGIVET,' afslutter Ungdomshuset pressemeddelelsen med.

BT arbejder i øjeblikket på at få en udtalelse fra Procasa.