Nye tal viser, at indbrudstyve oftest slår til tidligt på aftenen og midt om natten. Danskerne skal generelt sikre sig bedre mod indbrud, lyder opfordringen

De danske ligusterhække kombineret med aftenmørket skaber tilsyneladende de bedste arbejdsvilkår for indbrudstyvene. I hvert fald hvis man skal tro nye tal fra alarmselskabet Verisure, som BT har fået indsigt i.

Fra august 2016 til og med juli i år registrerede Verisure 454 indbrudsforsøg via alarmerne hos selskabets kunder, og ca. 26 procent af dem skete i aftentimerne mellem 18 og 21.

Thomas Michelsen er sikkerhedskonsulent hos Verisure og har tidligere arbejdet ti år hos dansk politi, bl.a. inden for indbrudsopklaring, og han forklarer tallene med, at mange hjem ofte står tomme i tidsrummet 18-21.

»I Danmark er der mørkt fra klokken 18 af en stor del af året, og der er ofte i det tidsrum, at folk er ude af huset til badminton, syning eller hvad det nu kan være. Så dels står husene tomme, og dels giver aftenmørket indbrudstyven gode arbejdsvilkår. I Danmark har vi desuden langt færre privatalarmer i vores huse sammenlignet med vores nabolande, og det gør, at vores huse er nemmere at bryde ind i,« siger Thomas Michelsen.

Tallene viser også, at knap 24 procent af de 454 indbrud, Verisure registrerede, skete i tidsrummet 00-03 om natten.

»Dataene tager ikke højde for ugedage, og i weekenden er det ofte i det tidsrum, hvor folk er væk, i byen, på familiebesøg i en anden landsdel, og derfor har en overnatning ude. Desuden har vi generelt mange værdier i vores hjem sammenlignet med andre lande, så indbrudstyvene er også mere tilbøjelig til at risikere indbrud, selv når vi er hjemme,« siger Thomas Michelsen.

Passer med politiets erfaring

I Syd- og Sønderjyllands Politi arbejder specialkonsulent og sikringsrådgiver Christian Østergård med indbrudssikring. Han forklarer, at politiet ikke har detaljeret statistik over, hvornår indbrudstyvene slår til.

»Det er svært for politiet at finde ud af, hvornår et indbrud er begået. Ofte har vi kun et meget uklart tidsrum at gå efter i politianmeldelsen fra borgeren, f.eks. fra lørdag morgen til søndag eftermiddag,« siger Christian Østergård.

Alligevel passer tallene fra Verisure godt med hans egne erfaringer.

»Især når vi rammer den mørke tid på året. Aftenmørket giver indbrudstyvene arbejdsro, og desuden står mange huse ofte tomme i aftentimerne, fordi beboerne er på besøg hos familie og venner eller til fritidsinteresser,« siger Christian Østergård.

Plads til forbedringer

Kigger man på indbrudsstatistikken på landsplan er der positive tegn at spore. Sidste år faldt antallet af indbrudsanmeldelser til 31.777 ifølge Danmarks Statistik, det laveste siden 2009 hvor tallet toppede med 48.614 anmeldelser.

Men der er stadig plads til forbedringer, lyder det fra brancheforeningen Forsikring & Pension.

»Vi har flere indbrud pr. indbygger end Norge, Sverige og Tyskland til sammen. Skal vi ned på niveau med vores nabolande, så skal vi ned på ca. 12.000 anmeldelser om året. Så der er plads til forbedring,« forklarer Jacob Nisgaard Larsen, konsulent hos Forsikring & Pension.

Forsikring & Pension har i flere år anbefalet, at indbrudssikre døre og vinduer bliver et lovkrav i nyt byggeri, som det f.eks. er i Holland og England, som en løsning på indbrudsplagen.

»Det er ikke, fordi vi ønsker alle danskere skal skifte døre og vinduer med det samme, men hvis man alligevel skal renovere huset eller bygger nyt, så køb indbrudssikre døre og vinduer. Det koster minimalt mere, og det er det, der forskningsmæssigt giver mest sikkerhed mod indbrud,« siger Jacob Nisgaard Larsen.

Fakta: Tre gode råd til indbrudssikring

- Brug Nabohjælp: Organiser dig selv og dine naboer på villavejen i Nabohjælp via nabohjælp.dk, så I kan holde øje med hinandens huse, når I ikke er hjemme eller på ferie.

- Gør huset levende: Lad lyset brænde i nogle rum, brug f.eks. tænd- og slukure der følger solen, lad stuen og soveværelset se lidt rodet ud, og lad f.eks. lidt vasketøj hænge til tørre i carporten, så ligner det, at der er nogen hjemme.

- ’Skalsikring’ af dit hus: Investér i indbrudssikre vinduer og døre, f.eks. i forbindelse med renovering af huset. Hvis tyven skal bruge meget mere end et 30 sekunder på at bryde døren eller vinduet op, så vil han være mere tilbøjelig til at give op. Derudover kan du investere i et alarmsystem med vibrationskontakter, der aktiveres og hyler op, hvis nogen f.eks. stikker en skruetrækker ind i listen ved vinduet eller forsøger at brække døren op.