Der blev sendt en chokbølge gennem lokalsamfundet i den lille by Ulstrup mellem Randers og Viborg, da det for nylig kom frem, at en hel familie på seks i et parcelhus på en adresse i Amstrup Bakker alle var blevet fundet døde i hjemmet.
Og rystelserne bredte sig hurtigt til resten af landet, da det viste sig, at det var faren i familien, der først havde dræbt sin elskede og sit eget kød og blod og derefter sig selv.
Én familie. Seks døde. Men kun fem kister blev kørt væk fra Ulstrupbro Kirke tirsdag, da de sidste kirkeklokker ringede ud efter bisættelsen tirsdag eftermiddag.
Familiefaren, den 45-årige it-konsulent Morten Nielsen, blev nemlig ikke bisat sammen med sin hustru, Trine Nielsen, og parrets fire børn, Josefine på 16, Magnus på 11, Cirkeline på seks og Marius på tre år.
Og det kan meget vel have været af hensyn til de efterladte, vurderer sognepræst i Frederiksberg Slotskirke, Michael Brautsch.
»Jeg bed godt selv mærke i det, da jeg læste det,« siger sognepræsten, der også er kendt som præsten fra DR1s 'Gift ved første blik'.
Men da han ikke kender de nærmere omstændigheder omkring bisættelsen, kan han kun gisne om, hvad der ligger til grund for beslutningen. Han mener dog ikke, at det er unormalt at tage en beslutning om at lade hustruen og børnene blive bisat fra kirken alene.
»Vi skal finde ud af, hvem vi laver begravelsen for. Og det er i høj grad de efterladte, for det er dem, der skal leve med det her. Og jeg kan forestille mig, at de efterladte simpelthen ikke kan bære det. Det er jo ikke bare en far og en ægtemand. Det er også en gerningsmand, og det bliver man nødt til at holde adskilt. Der er simpelthen så mange følelser i spil, og hvis man overhovedet skal kunne være i det, så bliver man nødt til at skubbe faren lidt til side og sige, at nu handler det om mor og børn. Så man må holde ham lidt ud i en armslængde og sige, at han må blive bisat på et andet tidspunkt,« siger Michael Brautsch.
»Alternativet er, at man siger, at det her er en familie. At det er en tragedie, og det er ikke normalt, men det var en familie, og nu håber de, at de får fred sammen i graven. Og så begraver man dem allesammen. Men jeg kan sagtens forstå, at man ikke gør det. Hvis det var mig, der havde forestået bisættelsen, havde jeg også sagt, at selvfølgelig gør vi det sådan, for det er nu engang jer, der står tilbage med det ufattelige tab.«
Han understreger, at faren selvfølgelig har gjort det i et anfald af sindssyge, men det er helt uforståeligt for de efterladte, så i den situation skal man passe på med at bruge hjernen til at forsøge forstå, hvorfor han gjorde, som han gjorde. I stedet lader man hjertet og følelser tage over, og så er det okay ikke at kunne rumme, at hans kiste også skal være til stede i kirken, fortæller sognepræsten.
Men på et tidspunkt skal han jo også bisættes, og der skal siges nogle pæne ord - hvordan bisætter man en drabsmand?
»Det gør man i kærlighedens navn. Det er et menneske, der har gjort det her, hvor det har slået klik for ham. Det er jo ikke bare en kold dræbermaskine fra en anden planet. Vi har at gøre med et menneske, og det uhyggelige er, at det kan ske for os alle. Selvfølgelig skal han have en bisættelse, og der bliver også sagt noget over ham. Og hvis det var mig, der skulle gøre det, så ville jeg tale om - ligesom der sikkert er blevet talt over moren og børnene - at det er uforståeligt, og at der er ting, vi ikke kan forstå.« siger Michael Brautsch.
»Det er jo en stor opgave at bisætte en drabsmand, men det er jo ingenting i forhold til de pårørende, forældre og søskende til drabsmanden, som sidder og tænker: 'Hvordan kunne du gøre det, og hvordan kan jeg lade være med at hade dig? Hvordan kan vi fjerne hadet og huske på, at det her var jo ikke dig. Du var jo en elsket far, du elskede dine børn og hustru, og I elskede hinanden.' Jeg ville tale om det uforståelige og om kærligheden. For til sidst er der ikke andet,« siger sognepræsten.
