En dansker har fredag aften vundet 63.257.880 kroner, og det er den sjette største lottogevinst i Danmark nogensinde.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

'Julen er over os, og for en heldig dansker kan man roligt sige, at nu er julegaverne sikret. For en dansker løb her til aften med førstepræmiepuljen i Eurojackpot, og har dermed vundet hele 63.257.880 kroner,' lyder det.

Danske Spil oplyser videre, at kuponen er købt i Super Brugsen på på Søndergade 29 i Sakskøbing.

'Med de 63 millioner har vinderen skrevet sig ind i historien med den 6. største gevinst i Danmarkshistorien, og det er faktisk 2. gang indenfor de sidste tre uger, at en dansker løber med gevinsten. For to uger siden vandt en heldig dansker nemlig 148 millioner, og dermed Danmarkshistoriens næststørste præmie.'

Ifølge Danske Spil er det den fjerde gevinst i år, der skriver sig ind i top 10 over de største gevinster i landet nogensinde.

Vindertal: 11, 16, 18, 22, 43
Stjernetal: 7, 8