Ved du noget om sagen, så vil BT meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook.

Under en hyggelig tur i Aquadome i Lalandia Billund søndag eftermiddag forsvandt en knap to år gammel dreng fra sin familie, og havde det ikke været for en livredders lynhurtige indgriben kunne det være endt fatalt.

Det skriver jv.dk.

»Den lille dreng blev væk fra familien, mens de var ved at tage et billede af nogle af deres andre børn. Det er kun nogle få sekunder, han ikke er under opsyn, men det var nok,« siger fungerende vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, Mikkel Ross til BT.

Familien kontaktede omgående livredderen, som begyndte at lede efter drengen i badelandet. Kort efter råbte nogle andre gæster i Aquadome, at de kunne se drengen. Han var faldet i et af bassinerne - og var ikke selv i stand til at holde sig over overfladen. Der blev ringet 112 klokken 14.45, mens livredderen i al hast fik den næsten to år gamle dreng hevet op af vandet.

»Drengen var på det tidspunkt livløs, men livredderen gav ham med det samme livreddende førstehjælp,« siger Mikkel Ross.

Kort efter skete der heldigvis det, at drengen hostede vand op og begyndte at græde.

»Takket være livredderens indsats lykkedes det at få liv i ham igen,« siger vagtchefen.

Da ambulancen kom blev redderne så imponeret over livredderens indsats under redningsaktionen, at han nu bliver indstillet til en dusør af Sydøstjyllands Politi.

Den et-årige dreng blev efterfølgende kørt til observation på Kolding Sygehus, og kort efter blev han udskrevet - efter alt at dømme helt mén - takket være livredderens indsats.